Tilskuerpladserne i Globen var sparsomt besat, og niveauet var i lang tid lige i underkanten af VM-klasse. Men resultatet var helt som forventet, da Tyskland besejrede Italien med 3-0 i den første kamp i Danmarks gruppe ved ishockey-VM.
På forhånd er italienerne tippet som klare favoritter til at besætte sidstepladsen i Danmarks gruppe - en placering, som er ensbetydende med direkte nedrykning til B-gruppen.
Til trods for at de azurblå stred bravt, er der næppe ret mange, der er parate til at ændre den opfattelse efter åbningskampen i Stockholm-gruppen.
Italien startede noget mere engageret end i tirsdagens sløve testkamp mod Danmark i Rødovre, men iveren resulterede i tre udvisninger, inden der var gået 10 minutter.
Den slags går sjældent godt i længden, og selv om Tyskland var meget langt fra at overbevise, havde de få problemer med at hente gruppens første tre point.
Tyskerne bliver formentlig en af Danmarks hårdeste modstandere i kampen om en billet til kvartfinalen, og mens holdet ikke viste skræmmende styrke i åbningskampen, er det værd at hæfte sig ved, at holdet har en fin bredde.
Det var således tredjekædens Patrick Reimer og Christoph Schubert, der sørgede for de første to tyske scoringer, inden Christopher Fischer bankede et slagskud ind til 3-0 i powerplay i tredje periode.
Danmarks gruppe fortsætter med danskernes kamp mod Tjekkiet fredag eftermiddag klokken 16.15, mens Sverige og Norge slutter af med et nordisk brag om aftenen.