Hvis man tror, at globaliseringen gavner lige meget over alt i verden, kan man godt tro om igen. En omfattende analyse af 42 landes økonomi, foretaget af analysevirksomheden Prognos AG, viser, at Danmark er det land, som har haft næststørst gavn af globaliseringen.
På trods af tidligere bekymringer om den stigende konkurrence fra udlandet, viser det sig, at den gennemsnitlige dansker har tjent 234.000 kroner mellem 1990 og 2011 på, at verden er blevet mindre. Det skriver Berlingske Business.
- Vi må konkludere, at globaliseringen har gjort kløften mellem rig og fattig dybere, siger bestyrelsesformand for Bertelsmann Stiftung, som undersøgelsen er foretaget for, Aart De Geus til Berlingske Business.
Bestyrelsesformanden påpeger, at de positive effekter af globaliseringen har haft sværere ved at slå igennem i udviklings- og vækstlandene og derfor opfordrer Bertelsmann Stiftung til, at industrilandene giver udviklingslandene en hjælpende hånd.
Det kan ske ved, at man i ilandene åbner markeder for produktionen fra ulandene og støtter uddannelse og opbygning af infrastruktur frem for hovedsageligt at støtte landbruget.
Finland indtager førstepladsen over lande, som har haft mest gavn af udviklingen. Derefter følger Danmark, Japan, Tyskland og Schweiz.
Newspaq