- Jeg var helt væk sidste forår. Jeg husker det slet ikke. Det var mit forsømte forår.
Den 43-årige montør og 3F-medlem Claus Blaabjerg mener det, han siger. Han kollapsede med stress og husker ikke bøgen sprang ud, blomstrende kirsebærtræer eller de første danske jordbær sidste år.
Claus Blaabjerg deler skæbne med overraskende mange mandlige LO-medlemmer. Ifølge en ny undersøgelse har 40 procent af LO-medlemmerne oplevet at blive stresset på deres arbejde, skriver Ugebrevet A4. Og for to ud af 100 LO-medlemmer ender det med en sygemelding.
Claus Blaabjerg arbejder på en større sydsjællandsk produktionsvirksomhed. I 2014 begynder der at komme gang i ordrebøgerne, og dengang fik han som produktionskoordinator og ansvarlig for lageret hele tiden flere og flere opgaver.
Et nederlag at sige nej
Samtidig var han tillidsrepræsentant, og der var også lidt personalesager at se til.
- Opgaverne kom bare snigende, og så siger man ja til mere og mere. Jeg reagerede som mænd typisk gør, Det ville være et nederlag, hvis jeg ikke kunne klare opgaverne, som jeg altid har gjort. Så jeg sagde ja, mens jeg fik det værre og værre. Man gemmer på det og snerrer af kollegerne i stedet for.
Fire ud af ti LO-mænd på det private arbejdsmarked oplevede sidste år ofte eller somme tider stress på deres arbejdsplads, og udover træthed og hukommelsesbesvær er symptomer på stress hos LO-mænd, at de bliver aggressive og irritable.
Vranten på kollegerne
Det var præcis, sådan Claus Blaabjerg reagerede. I efteråret 2014 voksede arbejdspresset konstant. Pludselig kunne han blive vranten på kollegerne. Og på hjemmefronten glemte han fødselsdage men blev sur på konen, når hun påstod, at han selv havde sagt ja.
- Jeg begyndte også at døje med at trække vejret. Men jeg kædede det slet ikke sammen med et stort arbejdspres, siger han.
Først da han holdt nytårsferie på Gran Canaria med sin kone, gik det op for ham, at det var helt tosset.
- Der sad jeg ved et bord en aften på ferien og kunne ikke trække vejret, og hun sad overfor mig og græd. Så vidste jeg godt, at det var helt galt, fortæller han.
Det kan godt være svært at gå ind til chefen og sige, at man har brug for lidt luft. For så er der måske en anden, der hellere vil lave ens arbejde og godt kan nå det.
Alligevel tog han tilbage på jobbet, for det var jo ikke stress. Og så efter fyraften i januar sidste år kom nedbruddet.
- Jeg sad og så fjernsyn og fik en trykken for brystkassen og troede, at jeg skulle dø. Så bliver man kørt på hospitalet men ville ikke rigtig erkende, at der var noget galt. Jeg ville ikke accpetere det og var i hvert fald ikke stresset. Jeg blev undersøgt for alt mulig andet end stress og sendt hjem igen. Det skete nogen gange, og jeg gik bare på arbejde igen, siger han.
- Så en dag sad jeg ude på arbejdet og kunne slet ikke overskue noget. Jeg havde så mange opgaver og vidste ikke, hvad jeg skulle lave og kunne heller ikke huske, hvordan man gjorde. Så lagde jeg mig endelig syg, noterer han.
Kollegerne gjorde ingenting
I det halve års tid inden Claus Blaabjergs sygemelding burde kolleger og ledelse have grebet ind, mener han i dag.
- Kollegerne gjorde ingenting andet end at sige, pas godt på dig selv. Og det er næsten det værste, man kan sige. Det er sådan en standardfloskel at fyre af. Det er nemt at sige, pas på dig selv, men hvordan gør man det?
Claus Blaabjerg har set mange mænd både på sin egen og andre arbejdspladser slås med stress. Og han beklager, at mænd har så svært ved at tale om det.
Smede trækker forhænget for
- Smede er jo rigtige mænd, og de taler bare ikke om sådan noget. Men jeg har oplevet flere af dem decideret bryde sammen, når man har talt med dem om et stort arbejdspres. De går ind i deres kabine og trækker et forhæng for. Det er en ren katastrofe, for så kan de gemme deres stress af vejen, og så bliver det rigtig slemt senere, fastslår han.
Man kommer ikke sygemeldinger på grund af stress til livs, før arbejdsgiverne indser, at der skal flere ressourcer til, pointerer Claus Blaabjerg.
Det er bare ikke nok at hænge ti gode råd mod stress op på en opslagstavle og tro, at nu kører det.
Svært at sige man har brug for luft
Man kommer ikke sygemeldinger og dårlig trivsel på grund af stress til livs, før arbejdsgiverne indser, at der skal flere ressourcer til, pointerer han.
- Hvis du ser på det danske arbejdsmarked i dag, bliver der hele tiden skåret ned og ned og flyttet arbejdspladser ud af landet. Det er sådan lidt et pres. Det kan godt være svært at gå ind til chefen og sige, at man har brug for lidt luft. For så er der måske en anden, der hellere vil lave ens arbejde og godt kan nå det, lyder det.
- Man skal helst ikke vise nogen svaghedstegn, når alt skal være effektivt. Så bliver man bange for sit job, og det psykiske arbejdsmiljø sejler bare videre, siger han.
Vikarerne kommer
Hvis man sætter hælene i, frygter man en fyreseddel og at der kommer en vikar.
- Vikarerne kommer ind og giver den skalle og er friske, indtil de ryger ud igen. Så bliver de fastsanssatte sammenlignet med dem, og man er bange for at de kan tage ens arbejde. Det pres og den effektivitet bliver man syg af, siger Claus Blaabjerg.
DA, DI, arbejdsgiverne i den private sektor skal ifølge ham stramme sig gevaldigt an og rette op på det psykiske arbejdsmiljø.
- Det er bare ikke nok at hænge ti gode råd mod stress op på en opslagstavle og tro, at nu kører det. Man er nødt til hele tiden at snakke åbent om det og også handle på de kurser, som man holder, siger han.
Også fagbevægelsen skal sætte mere turbo på at uddanne tillidsvalgte, mener han. Og kalder den nye håndbog, der er på vej til tillidsvalgte for en super ide.
Slider helt vildt på familien
Claus Blaabjerg lægger ikke skjul på, at hans stress-nedbrud har haft store omkostninger for privatlivet.
- Familiemæssigt vil jeg vove at påstå, at vi stadig arbejder på at få normaliseret vores forhold, for det slider bare helt vildt. Og hvis man skal være helt ærlig har det her kostet og der skal arbejdes hårdt for at rette op på det igen, siger han.
- Jeg har forandret mig som person. Jeg har altid været sådan en, der hjælper andre med alt. På arbejdet, i fritiden og privat, hjælper, hjælper og hjælper. Men så lige pludselig er jeg blevet en, der først tænker på at hjælpe mig selv først. Det skal man lige vænne sig til, også når man er gift med mig, fortæller montøren.
- Jeg er begyndt at løbe. Meget. Det virker for mig. Jeg løber ikke fra problemerne, men det er bare nemmere for mig. Så jeg løber helt vildt meget. Jeg har altid hadet at løbe, men nu afstresser det mig.