Opdateret kl. 16:55
Christiansborg måtte tirsdag evakueres på grund af en brand i kælderen.
Tirsdag eftermiddag oplyser Folketinget på Twitter, at det var en kortslutning på en el-tavle, der gav en kraftig røgudvikling.
Det fik en automatisk brandalarm til at blive udløst.
- Vi modtog alarmen klokken 13.32, sagde operationschef Michael Jonsen fra Hovedstadens Beredskab tidligere tirsdag.
- Selve branden er slukket, sagde han kort før klokken 14.
Som følge af branden blev journalister, politikere og andre ansatte i Folketinget evakueret.
- Vi er i gang med at lufte ud, og mens udluftningen foregår, vil Christiansborg være evakueret, sagde Michael Jonsen tidligere tirsdag.
Efter et par timer kunne folk dog vende tilbage til deres kontorer.
/ritzau/