Blog
Af Nicolai Kampmann
Se alle blogindlæg
Chefredaktør på Avisen.dk og UgebrevetA4. Har tidligere været chefredaktør på Fagbladet3F, kommunikationschef i 3F, Alka og Undervisningsministeriet samt journalist på det lukkede Aktuelt. Han vil ved givne lejligheder kommentere aktuelle begivenheder i politik og samfundsliv.
I FOR LANG TID har dagpengeydelsen været Christiansborgs foretrukne boksebold.
Med fraser som ”det skal kunne betale sig at arbejde” og senest, at nyuddannede ”hygger sig på dagpenge” har politikerne argumenteret for at skære i ydelse til ledige.
Det er et helt legitimt politisk standpunkt, men det er hverken særlig klogt eller socialt balanceret. At gøre det socialt balanceret er måske heller ikke meningen. Jo mere surt, det gøres for folk at være uden job, jo mere motiveres de for at tage et hvilket som helst job, er det politiske rationale. Hvis, altså det job findes, vel at mærke!
Det oser alt sammen af mistillid fra politikernes side. Og en klassisk økonom-tilgang: Sanktioner og strambuks er den bedste måde at motivere danderende danskere på.
JEG PÅSTÅR IKKE, at det ikke virker! Jeg ville selv som ledig være motiveret til at finde nyt job, hvis min dagpengeperiode snart udløb. Men det ville jeg også være fra første ledighedsdag. At anskue det at være ledig som ”en hyggeperiode” er nærmest en hån fra Simon Emil Ammitzbøll-Billes side mod de mange, der dagligt er nervøse for fremtiden. Hvad kan jeg få? Hvor langt fra min uddannelse må jeg gå?
Hvis partier i blå blok ville studere princippet i vores ”flexicurity” model, ville de måske overveje at gå den anden vej. At løfte satserne for dagpenge! Ah, ved godt det er ønsketænkning, men de seneste års systematiske forringelser af dagpengene skaber nogle store udfordringer for Danmark, vi ikke rigtig diskuterer.
FOR DET FØRSTE: Hvis forsikringen mod ledighed, som man køber i en A-kasse, opleves som værende for lidt værd, så vil færre forsikre sig. Færre vil melde sig i en A-kasse, flere vil tage chancen som uforsikret eller vælge en privat lønforsikring. Det sidste er godt – for forsikringsselskaberne!
Men præmissen for at danske virksomheder let kan hyre og fyre medarbejdere er tillid. En tillid der kommer af, at vi let kan finde et andet job. Hvis ikke vi lige kan det umiddelbart, så går verden ikke under økonomisk ved at være på dagpenge i en periode.
Hvis dagpengeydelsen i kroner og ører og længde opleves som mindre værd, vil det presse fagforeninger til at sikre medlemmer på anden vis. Typisk gennem lange opsigelsesvarsler. Det har hverken samfundet eller virksomhederne glæde af. Det kender vi fra sydeuropæiske lande, hvor skiftende regeringer bliver meget upopulære på arbejdsmarkedsreformer. Fordi de lande aldrig fik gennemført de nordiske landes flexicurity-model.
FOR DET ANDET: Når ledighedsydelsen forringes vil det i reglen smitte til andre offentlige ydelser: kontanthjælp, førtidspension mv. Gabet mellem at være lønmodtager og udenfor arbejdsmarkedet vil vokse økonomisk. Det vil styrke opfattelsen af, at det skal kunne betale sig at arbejde. Men realiteten er, at det kan det allerede, både økonomisk og socialt. Det vil til gengæld øge forskellen på dem, der er indenfor og dem, der er udenfor.
Det er faktisk det modsatte, vi som samfund har stræbt efter i årtier. Derfor er det svært at se fidusen i at følge de seneste dages forslag fra Liberal Alliance.
Nuvel flere partier har pandet det ned. Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen bakker op om forliget fra 2015, og Dansk Industri har også erklæret dagpengene for fredet. For nu.
MEN HVORFOR SÅ DEFENSIV?
SF-formand Pia Olsen Dyhr har foreslået at sætte dagpengesatsen op i de første ledigheds-måneder. Det er da en debat værd. Måske vil det øge lysten til at sikre sig mod ledighed og styrke vores A-kasser. De gør et stort arbejde ved at skaffe medlemmer i job og have kontakt til lokale virksomheder. Det vil øge tilliden til det gennembankede dagpenge-system i en tid, hvor arbejdsgivere ofte får lov til at jamre over, at de ikke kan finde arbejdskraft. Sjældent har de kontaktet den lokale A-kasse for at høre, om de kan hjælpe med ledige hænder!
JEG TROR IKKE, der kommer et politisk flertal for at sætte dagpengesatsen op. Det vil koste penge og svække arbejdsudbuddet. Faste dogmer i vor tids politik. Men der er al anledning til at pege på, at vi kan gå en anden vej. At vores samfunds styrke bør måles på de vilkår, vi giver til dem, der er udenfor.