Hvis vores børn føler, at tiden handler om store karakterer og regne mors og fars forventninger ud, er det fattigt, mener chefredaktør Nicolai Kampmann.
I SIN nytårstale sagde Dronning Margrethe noget kronisk klogt – så det fortjener en gentagelse:
”Vi (bør) sommetider gør noget andet end det, vi plejer. Noget, der ligger uden for dagligdagens praktiske gøremål. Prøv at gøre noget, der ikke er nødvendigt, noget der ikke er behov for, noget unyttigt.”
I en tid hvor Dronningen og hendes familie våger over Prins Henrik – gode tanker herfra – er broen fra Margrethes opfordring til noget helt aktuelt: Nemlig at alt for mange unge lider af lavt selvværd og et stort forventningspres. Især i skolen og på en videregående uddannelse, hvor kun et 10- eller 12 tal er godt nok.
41 procent af de unge under uddannelse er kun tilfredse med deres præstation, hvis de har fået 10 eller 12. 42 procent er enige eller meget enige i, at topkarakterer på uddannelsen er nødvendigt for at få et godt liv, ifølge en ny undersøgelse fra Psykiatrifonden.
JEG TÆNKER, at mange unge ikke så Dronningens nytårstale. Måske tænkte nogle, at det lød meget hyggeligt og rart, det med at lavet noget unyttigt. Men det er en god nyhed til alle, at man ikke kun bedømmes på den faglige karakter i en afgrænset fase af sit liv. Ja, karakterer er vigtige i forhold til at opnå adgang til videregående uddannelser. Og det ville være skønt, hvis motivation og et fagligt engagement også indgik i optagelsen frem for kun et gennemsnit – men det er en anden debat.
Det er let nok for mig, gamle støder, at sige, at der er andet i livet end gode karakterer. Men jeg bliver mest trist på de unges vegne – og noget nervøs for mine egne teenage-døtre. Tænker de også, der er en sammenhæng mellem succes i livet og en god karakter?
"De unge, der er kede af det, fortæller ofte, at det er en dårlig karakter eller dårlig prøve, der er årsagen. De sidestiller karakteren med det at være et godt menneske."
I så fald har min (og fruens) opdragelse slået fejl. En af de mest succesfulde kvindelige iværksættere i USA voksede op med en far, der ofte spurgte hende: ”Hvilken fejl har du lavet i dag”? Den tilgang har altid slået mig som meget beundringsværdig. Fordi den opfordrer barnet til at prøve ting af, anerkender fejl: Og så taler man med sit barn om det.
Det er at fjerne frygten, stimulere vovemod og forhåbentlig tage panikken ud af det oplevede pres hos sit barn. Presset kan komme fra egne forventninger, det man oplever fra lærere eller kammerater eller fra medier, ikke mindst de sociale, hvor ”like-jagt” er udbredt blandt mange børn og unge.
JEG FORSTÅR dronningen sådan, at vi alle har et ansvar for at udfordre os selv på andre egenskaber end dem, der måles på den kontante måde. Og at det udtrykker en visdom i forhold til et langt liv: Man skal udvikle flere sider af sig selv, og dyrke de ting, der gør en glad, eller hvor man optages af noget. Nyttigt eller ej. Bare fordi jeg har lyst.
Og ja, dronningen har nok bedre tid end andre mennesker. Men det reducerer ikke pointen, og slet ikke i kontekst af pressede børn og unge.
Angst er en nabo-følelse til pres. Angst for ikke at slå til, angst for ikke at lykkes. Det kan alle sikkert genkende. Hvorfor er vi alligevel så gode til at skabe presserende vilkår?
Ifølge lektor i arbejds- og organisations-psykologi, Einar Baldursson, fra Aalborg Universitet skaber vores uddannelses-system et stort pres. Han pointerer, at mange unge faktisk har det godt, rigtig godt, men en mindre gruppe har altså svært ved at leve op til forventningerne. Fra skolen, fra forældrene.
”Vi har bygget en verden op, som måler alle unge mennesker op med den samme alen, hvilket gør at mange kompetencer aldrig bliver synlige,” siger han til DR.
HVIS DET er rigtigt - og en gang imellem tager jeg mig selv i at ønske mere rock og råb fra nutidens unge – burde alarmklokkerne ringe. Der er store resurser i alle mennesker, og det er bare for trist, hvis ikke de forløses i den måske sjoveste fase af livet: ungdommen!
Her stiller man spørgsmål, udfordrer og former sine meninger som voksent mennesker. Det er ikke en elevtid i firmaet ”angst og bange”. Hvis vores børn føler, at tiden handler om store karakterer og regne mors og fars forventninger ud, er det fattigt.
Lad os derfor gå forrest og lave noget fjollet, noget unyttigt. Jeg går i kælderen og støver saxofonen af. Den bliver jeg aldrig mester i. Men ingenting kommer, hvis ikke man øver sig…
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at bloggen er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.