En tidligere afdelingschef i Rigspolitiet undgår en straffesag om blandt andet bestikkelse.
Sagen er lukket, oplyser en ledende anklager i Københavns Politi til Ritzau.
Afgørelsen om ikke at rejse en sag er truffet efter mere end to års efterforskning. Det var i marts 2017, at Rigspolitiet anmeldte den tidligere afdelingschef Bettina Jensen.
Oplysningen om, at Københavns Politi har sagt stop, kommer fra advokaturchef Dorit Borgaard.
- Efterforskningen har ikke kunnet påvise, at hun har modtaget bestikkelse eller begået andre strafbare forhold i forbindelse med sin ansættelse i Rigspolitiet, siger advokaturchefen.
Dorit Borgaard tilføjer, at efterforskningen har været meget grundig. Et stort skriftligt materiale har været undersøgt, ligesom der har været gennemført en række afhøringer.
Bettina Jensen fratrådte sin stilling i Rigspolitiet i februar 2017. Det skete efter gensidig aftale.
Hun var under mistanke for at have favoriseret bekendte i forbindelse med køb af konsulentydelser. I rollen som afdelingschef gav hun opgaver til konsulenter uden at sætte ydelserne i udbud. Udgifterne løb op i adskillige millioner kroner.
Da dagbladet B.T. havde omtalt problemer med at overholde reglerne, besluttede Rigspolitiet at få lavet en undersøgelse.
Revisionsselskabet PwC konkluderede, at udbudsreglerne kun var blevet overholdt for 38 procent af udgifterne til konsulenter i perioden fra januar 2015 til september 2016.
Reglerne var ikke blevet fulgt i forbindelse med køb af konsulentydelser for cirka 150 millioner kroner, fremgik det af rapporten.
Rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg har tidligere indrømmet, at der skete "markante fejl".
- Som politi har vi en særlig forpligtelse til at sikre, at gældende regler overholdes. Det siger sig selv. Og som offentlig myndighed skal vi kunne redegøre for, hvordan borgernes skattepenge anvendes, udtalte han i marts 2017.
Bettina Jensen købte således ydelser for i alt 43,3 millioner kroner fra konsulenterne Mariann Færø, Christine Thorsen og Christian Behrens, uden at der var et lovpligtigt udbud, viste rapporten fra PwC.
I øvrigt har B.T. beskrevet, at hun også gav opgaver til konsulenten Peter Andersen, som hun var på tæt venskabelig fod med.
/ritzau/