Den britiske premierminister, David Cameron, siger, at han ikke vil modsætte sig, at Syriens præsident, Bashar al-Assad, får frit lejde, så han sikkert kan rejse til et andet land.
- Hvad som helst. Hvad som helst for at få denne mand ud af landet og skabe plads for en magtoverdragelse i Syrien, siger Cameron til tv-stationen Al Arabiya.
Men Assad får ikke tilladelse til at rejse til Storbritannien, understreger han.
- Jeg vil selvfølgelig helst se ham stillet over for folkerettens fulde kraft, så han må svare for det, han har gjort. Og jeg vil ikke lade ham rejse til Storbritannien, men hvis han vil rejse ud af Syrien, kan det organiseres, siger Cameron.
Udtalelserne kommer dagen efter, at næsten 250 mennesker blev dræbt i Syrien under nogle af de værste kampe i flere uger.
Skud fra syrisk side ramte mandag et af Israels militære køretøjer i Golanhøjderne.
Ingen blev dog ramt af skuddene, oplyste Israels hær til nyhedsbureauet AFP.
- Et militært køretøj, der kørte i Golan, blev ramt af skud fra Syrien. Tilsyneladende var det vildfarne kugler, og der er ikke nogen tilskadekomne, sagde en talsmand.
Lørdag klagede Israel over, at tre af den syriske regerings kampvogne var kørt ind i den demilitariserede zone ved Golanhøjdedraget. Ifølge israelske medier kørte kampvognene til landsbyen Beer Ajam for at bekæmpe oprørere.
Episoden fik Israels militær til at klage til FN.
De to lande er formelt i krig med hinanden. Israel erobrede Golanhøjderne fra Syrien i krigen i 1967, og i krigen i 1973 forsøgte Syrien forgæves at erobre højderne tilbage.
/ritzau/AFP