Den 55-årige Johanne Vinther Axelsen er ved godt mod på trods af, at hun netop er blevet idømt 15 års fængsel for at sende hovedpinepiller til USA fra Cambodja.
Det fortæller hendes bror Claus Allan Vinther Axelsen til Nyhedsbureauet Newspaq.
"Jeg har fået vide af den danske ambassade, at hun er ved godt mod og holder fanen højt. Men hun har også altid været en fighter," siger han.
Alligevel er han bekymret for, at søsterens kampvilje slipper op på et tidspunkt.
"15 års fængsel. Altså der er jo også grænser, for på et tidspunkt kan man ikke holde fanen højt længere, og så knækker filmen," siger den 40-årige portør, der bor i Tolne ved Frederikshavn.
Han fortæller, at familien har det skidt med ikke at kunne hjælpe søsteren og nu må håbe på, at det danske udenrigsministerium kan forhandle en løsladelse eller mildere dom på plads med den cambodjanske regering.
"Vi har det ikke ret godt, for vi kan ikke gøre noget som helst. Vi sætter vores lid til den danske ambassade og den danske regering. Og til at de kan forhandle sig frem til noget med den cambodjanske regering. Men hvordan og hvorledes ved jeg ikke, det er jo et lukket land, og de har deres egne love og regler," siger han.
Han fortæller, at han ikke har hørt andet, end at hans søster og hendes søn sendte hovedpinepiller, som kan købes i håndkøb overalt i det det sydøstasiatiske land, til USA.
"Hvad jeg ved fra den danske ambassade, er det ganske almindelige kodimagnyler, som hun har sendt ud af landet til USA, som du simpelt hen kan gå ned og købe i håndkøb i Cambodja, men som stadig går ind under deres narkotikalov. Det hænger jo ikke sammen," siger han.