En gammel bro på Djursland kunne ikke bære vægten af en tankbil, som fredag formiddag forsøgte at passere Nordkanalen ved Kolind.
Broen, der er lavet af jernbanesveller, kollapsede og lastbilen endte i kanalen. Tanken indeholdt cirka 15.000 liter olie, som nu siver ud.
Redningsmandskabet kæmper lige nu med at få lagt flydespærringer ud for at stoppe den lækkede olie fra at sprede sig yderligere.
Ifølge Avisen.dk’s oplysninger kom chaufføren ikke noget til - udover at være blevet våd. Uheldet fandt sted på Sivestedvej.