"Imponerende."
Sådan betegner Phillip Garrido, der i 18 år har holdt en pige fanget i sin have, hans gerninger.
Garrido kidnappede pigen tilbage i 1991 og har siden holdt hende fanget, seksuelt misbrugt hende og fået to børn med hende.
Pigen blev i denne uge fundet, og kidnapperen arresteret, men en lokal tv-station nåede at få et interview med manden, der tilsyneladende slet ikke angrer, hvad han har gjort.
"Der kommer en helt modbydelig retssag. For det her bliver en kæmpe stor sag. I sidste ende bliver det her en meget kraftfuld historie. Den vil virkelig imponere dig. Det bliver en nyhed verden over," siger den 58-årige Garrido til KCRA-TV.
Telefonsamtalen er utydelig, og Garrido vil ikke fortælle i detaljer om kidnapningen, før han har talt med en advokat. Men han siger, at der er sket afskyelige ting i huset gennem årene, og at folk skal glæde sig til de mange afsløringer, der vil dukke op i løbet af efterforskningen.
Phillip Garrido er beskrevet som en religiøs fanatiker, og han er tidligere dømt for et sexovergreb tilbage i 1970'erne.
Den i dag 29-årige kvinde Jaycee Dugard blev kidnappet, da hun var 11 år og har siden boet i en slags lejr bestående af telte og skure i mandens baghave.