HVIS ARBEJDE ER SÅ SUNDT, så giv det til de syge! 

Sådan lød det fra Jacob Haugaard, og skide skægt var det. Men hvad gør vi med dem, som faktisk bliver syge af at gå på arbejde? Der bliver desværre flere af dem. Lønmodtagere med et psykisk belastet arbejdsmiljø og stressrelateret sygdom, er ved at blive et markant samfundsproblem. Katastrofalt og livsforandrende for den enkelte, ressourcekrævende for arbejdspladsen og dyrt for samfundet.

Tallene viser et skræmmende perspektiv. 40 procent af alle kvinder i alderen 16-24 har højt stressniveau. Det samme gør sig gældende for 21 procent af alle mænd over 16 år! Ni ud af ti berørte lønmodtagere har angivet arbejdet som væsentligste kilde til stress. For under fem procents vedkommende, har fritid været udslagsgivende. I 2012 vedtog et bredt flertal i Folketinget en strategi, hvor andelen af beskæftigede, som er psykisk overbelastet, frem mod 2020 skulle reduceres med 20 procent. Indtil videre er andelen steget med knap 17 procent!

DER BURDE SKE NOGET drastisk, og faktisk har regeringen da også netop nedsat et stresspanel, som skal komme med tre forslag, der skal være omsættelige enten politisk eller af danskerne selv. I panelet sidder en række eksperter, direktører og foredragsholdere, samt en enkelt operasanger. Det er sikkert fine og seriøse folk, men selvsagt har sammensætningen mødt massiv kritik. For ikke én eneste stressforsker eller psykolog med speciale i psykisk overbelastning har fundet vej til opgaven, og vanen tro blev der heller ikke plads til repræsentanter fra medarbejdersiden.

Selvom vores arbejdsliv faktuelt er hovedårsagen til stress, er persongalleriet blevet forsvaret med, at vi skal tænke i helhed. Det er naturligvis for tidligt at fælde dom, men der synes god grund til at frygte, at der i for høj grad vil blive fokuseret på individuelle handlemuligheder og fraseres i den sædvanlige ledelsespoesi. Især er der grund til frygte en manglende adressering af strukturelle forhold, og selve måden vi i dag har indrettet vores arbejdsmarked på, med de konsekvenser det har.

Resultatet af panelets arbejde er reelt politikernes ansvar. Det samme er den del af arbejdsmarkedet som DE faktisk har enorm indflydelse på, nemlig den offentlige sektor. Denne er storleverandør til problemerne. Næsten hver fjerde offentligt ansatte har i dag symptomer på stress. Alene blandt pædagogerne er der de senere år sket en stigning på knap 50 procent. Og så undrer det os, at vi kan se tegn på stress hos vores børn?

DET ER UNDER al kritik. Og vi kan snart ikke komme udenom, at også udbredelsen af dette problem, med en markant stigning i stress fra årene 12-16, flugter de år, hvor den offentlige sektor blev styret mest rigidt og udsat for benhårde grønthøsterbesparelser. I dag har vi det laveste antal offentligt ansatte pr. borger siden 1986. Er der et fænomen, som hverken kan bekæmpes med yogaøvelser eller medicin, er det den optimerings-syge, der har bidt sig fast i vores samfund. I vores fælles institutioner, men også på et privat arbejdsmarked hvor konstante omstruktureringer og forandringer næsten udelukkende italesættes positivt.

Måske skal der flere frontlinjeberetninger til om stress? Stress forårsaget af jagten på en målstreg der hele tiden rykker sig, af forandringer man ikke må være bange for, eller værst af alt ... meningsløst arbejde, hvor man forhindres i at gøre en forskel pga. kontrol og fejlslagen styring.

Stress er et individuelt problem og kan derfor være tabu. Alligevel håber jeg, flere danskere vil fortælle deres historie, for det kan kun løses kollektivt.

Alle tal i denne blog er taget fra Sundhedsstyrelsen, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmijø, samt Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.