ET UGEBREV fra Dansk Folkeparti i denne uge havde titlen "Politik er først og fremmest følelser".
Her skrev gruppeformand for Dansk Folkeparti Peter Skaarup, at følelser skal være politikeres kompas:
"Følelsesapparatet hjælper os eksempelvis med at afgøre, hvordan kriminalitet skal straffes, hvor meget studerende skal have i SU, eller hvem der kan få kontanthjælp. Der er altså en form for mening i følelserne, fordi de afspejler tidligere erfaringer i livet. Derfor skal man heller ikke underkende eller nedgøre følelsers indflydelse på vores måde at træffe beslutninger og navigere på i et moderne samfund."
Han tog afstand fra at gøre viden til en primær ingrediens og forudsætning for politik:
"Politik skal ikke videnskabeliggøres. Der findes ikke noget facit i politik - kun følelser og holdninger. Begreber som sandt og falsk eller godt og ondt har ganske enkelt ikke hjemme i det politiske rum. (...) Vi har i de senere år oplevet en voksende politikerlede. Det har i høj grad at gøre med, at der bliver lyttet for lidt til borgerne. Ideologiske luftkasteller, bedrevidende analyser og politisk korrekthed bør træde i baggrunden til fordel for de temaer, som danskerne finder relevante."
I Informations artikel fredag om nyhedsbrevet formules Peter Skaarups kritik af danske politikere som en kritik af "at gøre politik til et spørgsmål om at vide noget, om at læse rapporter og deltage i høringer, om at modtage anbefalinger og lave undersøgelser, om at sætte sig ind i forskningen i retspolitik, socialpolitik, skolepolitik, arbejdsmarkedspolitik, uddannelsespolitik og udenrigspolitik, selv om det ifølge gruppeformanden først og fremmest handler om noget helt andet: Om at føle noget."
JEG ER FULDSTÆNDIGT UENIG med Peter Skaarup i, at politik skal basere sig på følelser alene, og at politik ikke også indeholder moralske elementer.
Uden et faktuelt baseret vidensgrundlag får politiske beslutninger netop karakter af de ideologiske luftkasteller, som Skaarup tager afstand fra. Uden et faktuelt baseret vidensgrundlag får politiske reformamok uoverskuelige og forfærdende negative konsekvenser for de borgere og det samfund, som beslutningerne vedrører. Og etik og moral kan ikke frakobles relationen til den virkelighed, den vedrører.
Det er simpelthen respektløst over for borgerne og samfundet, når magthavere ignorerer den tunge viden og de erfaringer, som allerede findes. Det er respektløst af mange grunde, men også fordi man aldrig kan gøre det gode og rette uden at tage bestik af den situation eller den virkelighed, man står i. Og politik bliver altid også til noget, der får moralske implikationer. Om man vil det eller ej.
OG DET ER NETOP DET, vi har set med for eksempel daværende beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsens (V) kontanthjælpsreform fra 2016: Der blev lovgivet på baggrund af fordomme og synsninger om, at der var for mange modtagere af kontanthjælp, især blandt indvandrere og flygtninge. Og Dansk Folkeparti har opretholdt en forestilling om, at kronisk syge mennesker og mennesker med handicap slet ikke er langvarigt på kontanthjælp.
Den tilgængelige socialfaglige viden på området og høringsbidrag fra mange handicap- og socialorganisationer og andre med stor viden og erfaring på området blev konsekvent affærdiget af Dansk Folkeparti, da lovforslaget om den seneste kontanthjælpsreform blev behandlet i Folketinget - ligesom den i øvrigt også blev fra de øvrige forligspartier: Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance.
At kontanthjælpsreformen så først og fremmest ramte syge danske statsborgere, og at tre fjerdedele af gruppen ("aktivitetsparate") af kontanthjælpsmodtagere slet ikke er arbejdsdygtige her og nu og størstedelen af dem varigt syge, handicappede eller har andre problemstillinger ud over ledighed, var Dansk Folkeparti ligeglad med. Man ville bare ramme indvandrerne og efterkommerne af disse, koste hvad det ville.
NU HAR VI SÅ SET, at reformen har fået store negative konsekvenser for mange varigt syge med varigt nedsat arbejdsevne, som, alle løfter til trods, bliver fastholdt på kontanthjælp, selvom de ifølge Dansk Folkepartis udsagn burde blive afklaret til fleksjob eller førtidspension. Det ser vi for eksempel i København, hvor en stor gruppe alvorligt syge mennesker holdes på kontanthjælp år efter år. Det er et faktum.
Det var også en forventelig konsekvens af daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksens (S) reformer af førtidspension, fleksjob og sygedagpenge, at færre syge borgere ville kunne få forlængede sygedagpenge, fleksjob eller førtidspension. Derfor var det forventeligt, at også mange, der er ramt af kronisk sygdom eller handicap, ville komme i klemme i kontanthjælpsreformen.
Kontanthjælp er en arbejdsmarkedsordning, som alene forholder sig til ledighed, men ikke forholder sig til målgruppen mennesker med handicap. Det har cand.scient.pol., ph.d. og adjunkt ved socialrådgiveruddannelsen på VIA University College i Aarhus, Finn Amby, fastslået i sin ph.d.-afhandling ”Målgruppen der forsvandt” fra 2014.
Jeg synes overhovedet ikke, det er fair at tillade, at kronisk syge danskere bliver anbragt på denne ordning frem for på ordninger, der tager hensyn til deres helbredsituation og nedsatte arbejdsevne, blot for at indvandrere ikke skal få kontanthjælp.
DESVÆRRE ER DANSK FOLKEPARTI ikke ene om at gøre følelser til en hovedingrediens i dansk politik. Den samme fakta- og argumentresistens så vi eksempelvis i reformerne af førtidspension, fleksjob, sygedagpenge under ledelse af daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, som blev vedtaget med stemmer fra alle Folketingets partier på nær Enhedslisten (førtidspensionsreformen dog uden Dansk Folkeparti. Alternativet var ikke etableret dengang).
Også her blev høringer til pseudohøringer, og man kørte med reformerne et ideologisk og følelsesbaseret korstog imod de syge, som, måtte man forstå, var nogle gevaldige nassere. Store dele af reformerne var ideologiske luftkasteller snarere end politik, der tog udgangspunkt i en reel analyse af virkeligheden.
Det har mere været normen end undtagelsen i store dele af den nyliberalistiske og konkurrencestatslige politik, som vores politikere har ført i Danmark i de seneste år især siden SRSF-regeringens tiltrædelse i 2011, at benægte fakta og at lave politik på fordomme og ideologi.
For konkurrencestaten er dybest set et ideologisk projekt, som er resistent over for virkeligheden, viden, fakta og argumenter.
Man har ageret som nogen, der var bedrevidende end hele befolkningen og dens erfaringer. Når man opfører sig bedrevidende end dem, man påvirker med sin politik, og som besidder den egentlige viden om nogle forhold, så udviser man respektløs opførsel. Den slags skaber vrede i befolkningen.
DET ER ET DEMOKRATISK PROBLEM, ligesom det er krænkende for faglighed og retssikkerhed. Uden respekt for virkelighedens fakta, herunder for eksempel på social- og beskæftigelsesområdet respekt for praktiserende lægers og speciallægers faglige vurderinger af syge klienters helbred, bliver social- og beskæftigelsespolitikken uretfærdig for dem, det handler om, og for de fagfolk, der leverer dygtig fagviden.
At behandle syge mennesker med nedsat eller ingen arbejdsevne som om, de er raske eller kan blive det, selvom alle deres læger har dokumenteret det modsatte, er en krænkelse af syge mennesker og en krænkelse af fagfolks store viden og erfaring. Det burde ikke høre hjemme i et land, som politikere kalder et retssamfund.
MEN SKAARUP HAR RET I, at de fleste politikere lytter for lidt til befolkningen.
Jeg er dog overbevist om, at størsteparten af vælgerne ønsker, at Folketingets politikere ikke blot lytter til diffuse følelser og fordomme, men først og fremmest til den viden og erfaring, som allerede findes til overflod i befolkningen, på universiteter, i sociale organisationer, på arbejdsmarkedet osv. At de baserer politik på oplysning af relevante forhold frem for på følelser og fordomme alene. Der skal endvidere demokratisk samtale til, og den er nødt til at forholde sig til fakta, erfaringer og argumenter.
Det burde ikke være gangbar politik anno 2017 at benægte fakta, evidens og gode argumenter, og det er tåbeligt at basere politik på følelser alene. Jeg tror heller ikke på, at der skulle være noget særligt folkeligt over at afvise at forholde sig til den viden, som befolkningen eller dele af den har akkumuleret; det er i al fald meget primitivt at basere sine beslutninger på følelser alene, selvom følelser naturligvis må spille en eller anden afbalanceret rolle.
Politik bør basere sig på en afbalanceret vægtning mellem viden, erfaringer, fornuft og følelser. Ellers ender vi i totalitære tilstande.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.