Johnny Larsen er opvokset på Nørrebro i København. Mod alle odds fik han en uddannelse som journalist i 1987 - efter 17 år som ufaglært og derfor temmelig nedslidt.
Han har skrevet en bog, sange og en opera, og lidt af manglende evne til at holde mund. Johnny været ramt af depression siden børneårene og har været selvbehandlet, indtil han blev ramt af svær sygdom i 2009.
Følg Johnny Larsen på Twitter
FOR NYLIG VAR JEG MED I DEBATTEN på DR2, hvor emnet var regeringens bestræbelser på at lave store skattelettelser for de rige, små for de lavest lønnede og intet til gamle og syge. Der er også udsigt til yderligere forringelser af hele vores velfærds- og uddannelsessystem. For at få det hele til at glide let ned hos alle de, der bliver hårdest ramt af endnu en åreladning af den velfærd og solidaritet landets flittige arbejder- og bondeklasse har bygget op fra 1866 til 1983, deles der hold-kæft-bolsjer ud i form af udsigt til billigere bil og flere af ”egne penge”.
Jeg har modtaget mange yderst positive henvendelser efter min optræden, og så har jeg modtaget en del fra nogle stærkt højreorienterede, som mener, jeg ikke skulle være født, at jeg skulle have ladet være med at få børn, at jeg skulle have tænkt på min alderdom allerede som femårig, og at jeg kan lette røven og få et arbejde. En del går så vidt som til at vurdere, at jeg bruger for mange penge på alkohol og tobak, og hvis jeg ikke gjorde det, ville det nok være nemmere at klare sig for 5000 om måneden. De samme mener, at det er rimelig flot af samfundet, at det har betalt til mig i hele mit liv.
"EGNE PENGE" er blevet de neoliberale nedrivningsentusiasters mantra. Løsrevet fra alle sammenhænge, har de held til at bilde rigtig mange mennesker ind, at samfundet ikke er et fællesprojekt, men alene noget, som nogle dovne, beregnende nasserøve fastholder i kampen for at slippe for at ”lette røven” som Venstres Jakob Ellemann-Jensen så poetisk udtrykte det i samme udsendelse. Uden tanke på at man skal være en nærig nasserøv for ikke at ville deltage i fællesskabet.
En anden medvirkende, en forfatter ved navn Christian Frost, fyrede en maskinpistolsalve af med selvlysende fejlslutninger. Ikke mindst påstanden om, at velfærden skyldes velstand og ikke omvendt. Påstanden er idiotisk, men mange af hans ligesindede klapper begejstret. Historisk er det nemt. Velfærden voksede frem, og ud af den voksede velstanden. Før velfærdens effekt slog igennem, var der kun stor rigdom på få hænder. Danskerne sultede og sled og slæbte som noget nær slaver for herremænd og storbønder. Når de blev for gamle, blev de sendt på fattiggården og småbønderne, der ikke kunne længere, overgav gårdene til børnene mod en aftale om at få mad og husly resten af livet. Det er den skinbarlige virkelighed.
SOCIALDEMOKRATERNE OG VENSTRE VAR i store træk fælles om at omdanne fattigsamfundet til det velfærdssamfund, som gavnede alle og øgede den personlige værdighed. Fra de fattigste til de rigeste. Bevægelsesfriheden blev indført. Ud af velfærden voksede velstanden. De hovedrige herremænd med gammel arv bidrog ikke til hverken fremskridt, velstand eller udvikling. De akkumulerede personlig formue, som gik videre til den næste i rækken. Intet andet. Derfor havde vi et samfund, som havde stået i stampe siden længe før opgøret med stavnsbåndet.
Egne penge er altså ikke alt det vi tjener, egne penge er det der er tilbage, når fællesskabet har fået sit.
Lad os overføre det til nettolønnen: Ud af nettolønnen skal man betale bil, husleje, mad, el, vand, varme, telefonregning og så videre. Når alt det vi kalder faste udgifter er betalt, er der et eller andet beløb tilbage, og det kan hver enkelt bruge efter lyst. Det kan være en større bil, en ferie, hvad som helst, og det er hvad man kan kalde egne penge. Nogle vil altid have flere end andre af mange forskellige årsager, og det vil være dumt at være misundelig eller slet og ret ikke unde folk selv at gøre med pengene, hvad de vil.
SAMFUNDET HAR DET på samme måde. Hvis vi vil have et samfund i fremdrift, med en høj grad af sikkerhed for alle, uanset indkomst eller livsstil, så må vi sørge for at betale de faste udgifter først. Når det er gjort, råder vi selv over det resterende. Hele lønsystemet er bygget op omkring, hvad der er tilbage, når skatten er betalt.
Det betyder ikke, at samfundet ikke kan drives mere effektivt og for færre penge. Det kan det sikkert. Men så længe vi slås om, hvorvidt lykken ligger i 500 kroner ekstra om måneden eller ej, så får vi aldrig mulighed for at komme til bunds i, hvordan vores velfærdssamfund drives på den mest hensigtsmæssige måde.
Når Simon Emil Ammitzbøll, Jakob Ellemann-Jensen og Christian Frost i udsendelsen hele tiden fordrejer debatten og forsøger at gøre os, der ønsker velfærd, til idioter, fordi vi ikke vil have en større bil, så er det bevidst vildledning (ellers er det manglende indsigt, og det er næsten værre), for grunden til, at vi allerede har en bil er velfærdssamfundet. Velfærden og sikkerheden gav mulighed for forbrug, forbruget mulighed for vækst, væksten større velstand. Det er ikke så svært.
Så når jeg taler om at beholde, genindføre og udbygge velfærden er det faktisk til gavn for hele samfundet.
ER DU STADIG I TVIVL, og synes du stadig, at alle der slider og slæber er nogle nasserøve, der skal se at lette røven, så prøv at se om du kan få dine anklager dokumenteret. Indtil da vil det være rart med lidt tavshed.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.