Blog

Af Johnny Larsen
Se alle blogindlæg

Om Johnny Larsen

Johnny Larsen er opvokset på Nørrebro i København. Mod alle odds fik han en uddannelse som journalist i 1987 - efter 17 år som ufaglært og derfor temmelig nedslidt.

Han har skrevet en bog, sange og en opera, og lidt af manglende evne til at holde mund. Johnny været ramt af depression siden børneårene og har været selvbehandlet, indtil han blev ramt af svær sygdom i 2009.

 

Følg Johnny Larsen på Twitter

HER ER en tilståelse:

I årevis har jeg haft en særdeles usund holdning til flødeskum og varm chokolade. Siden jeg en dag for mange år siden forvildede mig ind i Skoubogade i København, hvor jeg ville mænge mig med damehattebevæbnede fruer fra Nordsjælland og i øvrigt gøre mig til bedste over både damerne og selve den antikvariske cafe La Glace.

Som så ofte har fordomme det med at vælte, hvis man går tæt nok på dem. Præcis som med alle andre former for irrationel angst. Alle mine fordomme blev sønderknust med sådan et brag, at jeg er sikker på, bombealarmen ville have lydt, hvis man ellers havde bekymret sig om terrorister for 45 år siden.

KLAR TIL at undertrykke en større mængde fnis og synligt mishag mod bedsteborgerne i Varnæsmiljø, blev jeg høfligt og varmt spurgt om, hvad jeg ønskede. Den ældre kvinde bag disken var lutter smil og opmærksomhed.

Indrømmet! Jeg havde aldrig hørt om sportskage. Så da jeg stod der lidt groggy over kageudbuddet, høfligheden og venligheden, hjalp kagedamen mig. ”Vi har jo vores sportskage, den er der rigtig mange som holder af”. Jeg besluttede mig for sportskagen og valgte varm chokolade med flødeskum til.

SIDEN DEN skæbnesvangre dag har det fysiske og psykiske krav om sportskage aldrig forladt mig.

Behøver jeg nævne, at de mange damer i cafeen heller ikke rigtig formåede at bekræfte min fordomme. Nuvel, jeg er altid large, når det gælder om at tilgive mig selv, så jeg tilgav mig min fordomsfuldhed og mærkede derfor den rare varme, der rent faktisk er i at acceptere andre mennesker, for det de er, og ikke fordømme dem for noget, man ikke har den ringeste anelse om.

DET FØRER mig frem til det væsentlige, i dette indlæg: Jeg ser igen-igen, at arbejdsløse er dovne og ugidelige, og når de få, der overhovedet gider gå på arbejde, har hævet løn i 40-50 år, så gider de heller ikke mere, og derfor vil de have pension. Men neoliberale og andre tossehoveder, kan ikke lide den slags, derfor oversprøjter de hæmningsløst landet med krav om højere pensionsalder.

Et krav der styrkes og anbefales af personer uden fysisk arbejde og med mulighed for at fastsætte deres egen pension, fratrædelsesgodtgørelse og pensionsalder. Arbejdere skal knokle til de skal begraves.

Lad os blive lidt ved de arbejdsløse. Dem er der cirka 200.000 af. For at få dem i arbejde kommer landets største tænkere og driftige politikere i medierne og kører med alvorlige miner og store armbevægelser alle kanoner hen i forreste geled, og så fyrer de ellers uimodsagt den ene salve af efter den anden.

Essensen i deres hændervridende bekymring over samfundets ve og vel er, at man skal gøre de arbejdsløse fattige og hjemløse for at give dem ”økonomisk incitament” til at tage et job. Det er jo sådan set helt i orden. Ikke mindst hvis der er 200.000 arbejdsløse og 200.000 ubesatte stillinger.

TIL DATO har der været rigtig megen spalteplads og taletid til politikere, arbejdsgivere, tænketankdirektører, udlandsdanskere og direktører i arbejdsgiverforeninger, hvor de kan hælde vand ud af ørerne, og græde krokodilletårer over de arbejdsløses dovenskab og manglen på arbejdskraft.

Der sidder årvågne redaktører og journalister rundt om i landet og holder øje med de vigtigste begivenheder i Danmark. Og en af dem er tydeligvis, at der er så mange dovne mennesker i landet, som ikke gider røre en finger.

Jeg har et spørgsmål, ingen journalist endnu har stillet, men som burde stilles hver eneste gang påstanden om dovne arbejdsløse og manglen på arbejdskraft og ”økonomiske incitamenter” kommer på banen:

”Har du 200.000 ledige stillinger med ordentlig løn og acceptable arbejdsvilkår, som du ikke kan få 200.000 arbejdsløse til at tage?”.

MED DET spørgsmål springer jeg tilbage til udgangspunktet: La Glace!

Jeg giver simpelthen en gang sportskage og varm chokolade med flødeskum til den første journalist, som stiller spørgsmålet til en politiker, direktør, ”tænker”, arbejdsgiver eller spindoktor, som påstår, at arbejdsløse ikke gider arbejde (udtalt mere eller mindre direkte).

Bare kontakt mig og vedhæft dokumentation, så er jeg klar i Skoubogade. Jeg er sikker på, at vi under samtalen vil få flyttet en fordom eller to, og måske sætte lidt perspektiv på virkelighedsopfattelsen.

Tilbuddet gælder naturligvis også den tænketanksdirektør, politikere, eksildansker, virksomhedsejer eller arbejdsgiverrepræsentant, der kan dokumentere, at der er 200.000 ledige stillinger til omgående tiltrædelse.

For at give et ægte økonomisk incitament vil jeg overveje at invitere til et mindre kagetraktement på Gerbeaud i Budapest i stedet, så er der jo en flyvetur med i præmien.