Den danske hotelkæde BC Hospitality Group fyrer 350 ansatte på grund af coronavirusset.
Det oplyser koncernen i en pressemeddelelse.
BC Hospitality Group er en af Danmarks største virksomheder inden for hoteller, konferencer og messer.
Samlet har koncernen 900 ansatte, og der er dermed tale om mere end hver tredje ansatte.
Uset og brat dyk
Coronavirusset har betydet et markant fald i antallet af overnatninger, og mange arrangementer er blevet aflyst.
Koncernen ejer en række store hoteller og kongrescentre i København. Det tæller Bella Center, Bella Sky, Comwell Conference Center, Crowne Plaza og Marriott.
- Turismen og dermed også vores branche har oplevet et hidtil uset brat dyk i efterspørgslen på grund af coronavirusset, siger Allan L. Agerholm, der er direktør for BC Hospitality Group.
- På 72 timer i sidste uge forsvandt mere end halvdelen af vores forretning, og det er blevet ved, og vi ligger nu med mindre end halvdelen af det normale på hotellet og stort set ingenting i Bella Center, siger han.
Genansætter, hvis ikke krisen trækker ud
Fagforeningen 3F og arbejdsgiverorganisationen Horesta er ellers fredag blevet enige om, at ansatte kan sendes hjem uden løn. Det løber frem til 29. marts.
Allan L. Agerholm langer i forbindelse med fyringsrunden ud efter 3F, som ifølge hans udsagn ikke var klar til at lave et tillæg til en virksomhedsoverenskomst.
Det ville ifølge Allan. L Agerholm have sikret, at 200 kunne have beholdt delvis beskæftigelse i stedet for at skulle ud i kulden.
- Aftalen er tidsbegrænset, og man kan ikke både sende en ansat hjem og samtidig afskedige vedkommende.
- Derfor vil jeg, hvis krisen stadig er der 29. marts, og der ikke kommer en ny aftale, skulle give fire ugers opsigelse i stedet for to, og det har vi ikke råd til, siger Allan Agerholm.
Han understreger, at koncernen har til hensigt at genansætte så hurtigt som muligt, hvis rejselysten og turismen vender tilbage til normalen inden for kort tid.
/ritzau/