BLÅ BOG: Trumps bud på en ny centralbankchef

Jerome Powell blev torsdag formelt præsenteret som præsident Donald Trumps bud på en ny centralbankchef. (Foto: Foto: Carlos Barria/Reuters)

Hvis Kongressen godkender Jerome Powell, kan han overtage chefstolen i "The Fed" efter Janet Yellen.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har torsdag aften løftet sløret for, hvem han vil nominere til formand for den amerikanske centralbank, kendt som The Fed. Valget er - helt som det har været ventet de seneste dage - faldet på Jerome Powell.

Powell skal formelt godkendes af Senatet, før han kan være sikker på at få jobbet.

Her kan du blive klogere på, hvem Donald Trump ønsker skal styre centralbanken de næste år:

Navn: Jerome H. "Jay" Powell.

Alder: 64 år.

Fødested: Washington D.C.

Uddannelse: Har læst samfundsvidenskab på Princeton University og jura på Georgetown University.

Karriere: Powell har været medlem af forbundsbankens bestyrelse siden 25. maj 2012. I knap ti år har han været partner i det private investeringsselskab Carlyle Group. Han har i øvrigt en fortid som viceminister i finansministeriet under præsident George H.W. Bush, som var præsident fra 1989 til 1993.

Civilstand: Han er gift og har tre børn.

Politisk ståsted: Republikaner.

Kilder: Federalreserve.gov og Reuters.

/ritzau/