“Dansk økonomi er på vej op i gear.”
Sådan lød afsættet, da finansminister Bjarne Corydon for kort tid siden fremlagde regeringens finanslov for 2015.
“Der er ingen, der shopper amok, men danskerne er så småt begyndt at bruge penge igen,” sagde finansministeren.
Regeringen har på jobsiden opjusteret forventningerne. Det betyder, at man forventer, at beskæftigelsen er vokset med i alt 43.000 ved udgangen af 2015.
“Beskæftigelsen er på vej op. Vi kan se, at 21.000 ekstra kommer i job i år og 22.000 forventes at komme i beskæftigelse næste år. Det er tegn på, at arbejdsmarkedet er i bedring,” sagde Bjarne Corydon.
Til kanten
Flere økonomer har sat røde advarselsmærker i dele af finansloven. Regeringen vil næste år bruge så mange penge, at man når et underskud på 3,0 procent af BNP.
Dermed går man helt til kanten af det tilladelige i forhold til EU-reglerne.
Til det sagde Bjarne Corydon:
“Vi går til grænsen af det tilladelige af hensyn til beskæftigelsen. Vi gør det for at holde hånden under det opsving, der allerede er i gang.”
Penge til kræftbehandling
En stor del af de penge, regeringen vil bruge, går til kræftpatienter og psykisk syge.
“Der afsættes en halv milliard til bedre kræftoverlevelse i 2015. Og vi sætter ind med et løft af psykiatrien, som får 2,2 milliarder over fire år. Dermed en lille milliard mere om året. Det vil kunne mærkes for de danskere, der er i den ulykkelige situation.”
Corydon afviste igen, at ville ændre på dagpengereglerne, som har været et hovedtema for den venstrefløj, regeringen forventes at indgå finanslov med.