Opdateret kl. 16:33
En 33-årig mand fra Sønderjylland er fredag i et grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg blevet varetægtsfængslet, efter at han torsdag to gange stak af fra politiet i en stjålen bil.
Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.
Første gang lykkedes det ham at undslippe med en 30-årig kammerat på passagersædet. Men anden gang var de to mænds held sluppet op.
- Omkring middagstid forsøger en patruljevogn at stoppe det stjålne køretøj i Skovby på Als, fortalte vagtchef Søren Strægaard fra Syd- og Sønderjyllands Politi fredag morgen.
- Da betjentene stiger ud, bakker føreren bilen ind i patruljevognen, og kortvarigt bliver de to betjente slæbt efter bilen. Betjentene slap med overfladiske skrammer.
Torsdag aften ved 23.30-tiden bliver den stjålne bil spottet igen. Denne gang på Borgmester Andersens Vej i Sønderborg.
- Og det er med den samme chauffør og samme mand på passagersædet, sagde vagtchefen.
Efter endnu en biljagt gennem Sønderborg, hvorunder to patruljevogne bliver ramt, mister føreren kontrollen over køretøjet i Arnkilgade, og de to mænd bliver anholdt.
- Chaufføren kommer fra Aabenraa-området, mens han kammerat, en 30-årig mand, er fra Als, fortalte Søren Strægaard fredag morgen.
De tre patruljevogne, som blev påkørt, er ifølge vagtchefen blevet "godt bulet".
Flugtbilen, en Hyundai, var blevet stjålet torsdag formiddag i Sønderborg.
Den 33-årige er sigtet for biltyveri og for at have forvoldt nærliggende fare for liv og førlighed for de to betjente, der blev slæbt efter bilen, og de fire betjente der sad i de to påkørte patruljevogne.
Grundlovsforhøret foregik, uden at den 33-årige var til stede, da han er indlagt til observation på sygehuset. Når han er frisk nok, skal der holdes et nyt grundlovsforhør, hvor han får mulighed for at afgive forklaring.
/ritzau/