Kevin Magnussen måtte søndag afgive førstepladsen i VM-stillingen i Formel Renault 3.5 Series til sin værste rival Stoffel Vandoorne.
Den danske racerkører måtte for anden dag i træk se belgiske Vandoorne tage sejren i Moskva.
Stoffel Vandoorne startede søndagens løb i pole position, mens Magnussen kørte ud fra tredjebedste startposition.
Danskeren fik hurtigt presset sig op på andenpladsen, men selv om han gjorde sit bedste, så kunne han ikke presse bilen foran VM-rivalen.
Vandoorne befandt sig godt på banen i Moskva, hvor han udnyttede de langsomme sving til at øge afstanden til Magnussen, der sluttede godt 10 sekunder efter belgieren.
Magnussen må med andenpladsen nøjes med 18 VM-point, mens belgieren kunne sætte 25 ind på VM-kontoen. Dermed rykker Stoffel Vandoorne op på 136 point i VM-stillingen. Kevin Magnussen har 133 point på andenpladsen.
Der resterer endnu otte løb af sæsonen i Formel Renault 3.5 Series.
/ritzau/