Jeg hedder Line Axelsen og er 26 år gammel. Jeg blev færdiguddannet sygeplejerske i januar 2016. Mit første job var på en akutafdeling, hvor jeg varetog funktioner i hhv. akutmodtagelsen, skadestuen og lægevagten. I dag arbejder jeg på ortopædkirurgisk afdeling. Ved siden af mit job fungerer jeg som kredsbestyrelsesmedlem i Dansk Sygepleje Råd, Kreds Midt.
Jeg er forholdvis ny i sygeplejefaget, da jeg kun har været uddannet siden 2016. Der hører mange udfordringer med, når man er ny i et fag, og opstarten kan være hård. Særligt når man skal "stå på egne ben" og ikke længere er beskyttet af rollen som studerende. Dette har jeg selv mærket på egen krop. Efter bare 11 måneder som fuldtidsansat i faget, blev jeg nødt til at trække stikket pga. stress. Jeg er vendt tilbage på mit arbejde - nu på deltid.
I 2014 flyttede jeg til Thailand, hvor jeg tog en del af min kliniske uddannelse på Ramathibodi Hospital i Bangkok. Dette har givet mig et indblik i sundhedsvæsnet i et andet land, der kulturelt set ligger meget langt fra Danmark og de danske værdier.
KÆRE REGERING
I har fjernet 2% produktivitetskravet. Til stor jubel for mange.
I fremlagde det som en sejr. Som om målet nu var nået. I havde reddet sundhedsvæsnet og nu ville alt fremover blive godt.
Masser af tid til at passe patienter. Ingen travlhed. Ingen fejl.
Indtil 2019, hvor I lover, at en ny model for sundhedsvæsnet er færdigudviklet. Et helt år, hvor I har trykket pause. Et helt år, hvor budgettet er det samme som i år. Året, hvor sundhedsvæsnet for alvor har været presset i knæ.
Et helt år, hvor I igen fralægger jer ansvaret.
I MINE ØJNE ER DER INTET AT FEJRE. Fjernelsen (eller pauseringen, om man vil) af produktivitetskravet, er kun første skridt på vejen. Uden flere penge og flere ressourcer, er det fuldstændigt ligegyldigt.
Sundhedsvæsnet kan ikke klare endnu et år som i år. Vi er presset til det yderste, og det har vi været længe.
I SNAKKER OM SKATTELETTELSER og nedsættelse af registreringsafgiften, fordi vi i Danmark åbenbart har penge nok. Vi har råd til at købe nye biler i et væk og give de økonomisk privilegerede endnu mere.
I sælger det som velfærd. Men siden hvornår har velfærd været lig med materielle goder og flere penge til dem, der i forvejen har mest?
Der er intet at sige til, at sundhedsvæsnet sejler, når det er denne måde, I prioriterer på. Det offentlige sundhedsvæsen, vel at mærke.
Som offentligt ansat i sundhedsvæsnet bliver jeg simpelthen så vred over jeres måde at prioritere på. Jeg selv og mine kollegaer over hele landet kæmper en daglig kamp for at udføre en ordentlig behandling og pleje af vores patienter, ud fra de retningslinjer, I opstiller. Vi tilsidesætter egne essentielle behov og løber nærmest dagligt et maraton for at nå alt det, I kræver af os.
ER DET RIMELIGT? Nej. Hvorfor gør vi det så? Fordi vi bekymrer os om vores patienter. Det er trods alt for deres skyld, at vi er her.
Begår vi fejl? Ja, dagligt.
I SIDSTE UGE GLEMTE JEG AT MÅLE BLODSUKKER på en af mine patienter, på trods af, at det var udtrykkeligt ordineret i journalen. Om morgenen havde jeg endda skrevet det ned på mit papir med de ting, jeg skulle huske i løbet af min vagt.
Overbelægning på afdelingen og en dårlig patient, der skulle akut opereres, tog hele mit fokus og det meste af min tid. Det er ingen undskyldning, men virkeligheden på sygehusene er bare sådan, at en mand skal klare tos arbejde.
Hvilket til tider er umuligt. Og hvilket ofte resulterer i fejl.
I øjeblikket fylder Svendborgsagen meget i medierne. En ung læge har begået en fejl, der netop bestod i, at der ikke blev målt blodsukker på en patient, der var kendt med diabetes. Dette endte desværre helt fatalt for den pågældende patient. Og også for den pågældende læge.
DER SKETE HELDIGVIS IKKE NOGET MED MIN PATIENT, men det kunne ligeså godt have været min forglemmelse, der førte til et tragisk dødsfald. En forglemmelse, der ikke havde fundet sted, hvis vi havde haft ressourcer, og dermed tid nok.
Selvfølgelig har vi, der arbejder i sundhedsvæsnet, et ansvar. Det prøver jeg bestemt ikke at fralægge mig. Men fejl forekommer alle steder, hvor der arbejder mennesker. Og de samme fejl vil blive ved at gentage sig, når de rette mennesker ikke tager ansvar for dem.
Svendborgsagen vil langt fra være et enestående tilfælde, medmindre I på Christiansborg begynder at tage ansvar for jeres handlinger og begynder at prioritere sundhedsvæsnet højere.
SÅ DET ER IKKE NOK AT FJERNE PRODUKTIVITETSKRAVET. I bund og grund er det fuldstændigt ligegyldigt, så længe I bliver ved at løbe fra jeres ansvar og nægter at lytte til de sundhedsprofessionelle.
Havde I lyttet til os for længe siden, havde patienten fra Svendborgsagen formentlig stadig været i live. Det samme kan tænkes om de tre unge mænd, der på tragisk vis døde af meningitis.
Ja, vi begår fejl i sundhedsvæsnet. Men det er fejl, der sker på baggrund af travlhed og mangel på ressourcer. Altså vilkår, I på Christiansborg opstiller for os.
Vi mangler ikke produktivitetskrav, effektiviseringer og ansvarsfralæggelse. Ej heller styringsmodeller og DJØF’er.
Vi mangler derimod opbakning, tillid og flere hænder, der kan udføre det arbejde, vi er her for – at passe vores patienter og redde menneskeliv.
SÅ GIV OS DEN HJÆLP, VI BEDER OM, eller tag ansvar for de fejl, vi laver ud fra de vilkår, I mener, det er rimeligt for os at arbejde under.
#deterregeringensskyld
Kærlig hilsen
Line Axelsen, sygeplejerske
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.