Tre sekunder. Mere skal der ikke til, før familiefreden bliver revet itu hos 36-årige Maria Jørgensen, der bor sammen med sine to drenge på fem og seks år i et 140 kvadratmeter hus i en mindre by udenfor Odense.
- Det kan gå fra nul til 100, så står du med et barn, der råber, skriger, spytter og kaster med tingene. Og du kan intet sige eller gøre, siger Maria Jørgensen.
Den situation står hun i et par gange om ugen.
Ofte kommer udbruddene, hvis hendes ældste søn på seks år ikke får sin vilje. Et snørebånd, der skal bindes, eller en tegnefilm, der skal pauses, kan udløse drengens frustration. Det fortæller Maria Jørgensen, der tidligere har været afdelingsleder og arbejder som salgsassistent.
Hun kender selv til ikke at have fuld kontrol over sine impulser. Hun har ADHD og har tidligere lidt af stress og depression.
I dag har hun mistanke om, at hendes to sønner også har ADHD - muligvis kombineret med andre diagnoser. Derfor kæmper hun for at få dem udredt, så de kan få den rigtige hjælp og eventuelt nødvendige medicin.
Men selvom de bliver diagnosticeret med ADHD, er det ikke sikkert, at de kan få medicin for det. Som Avisen.dk skriver i dag, er Fyn og særligt Odense nemlig et af de steder, hvor man på landsplan er mest påpasselig med at udskrive medicin mod ADHD til børn og unge.
Det betyder, at der i Odense kun gives ADHD-medicin til omkring 0,4 procent af de 6 til 16- årige. Det viser en ny undersøgelse som Bureau 2000 har lavet for fagforbundet FOA.
Mindre medicin på Fyn
Professor og forskningsleder på Børne- og Ungdomspsykiatri Odense, Niels Bilenberg, bekræfter, at man i psykiatrien i Odense altid har været mere restriktiv end andre steder i landet med at udskrive ADHD-medicin.
- Jeg har selv i mange år været med til at sætte overliggeren for, hvornår vi medicinerer for ADHD, og den er måske højere end andre steder. Det giver en selvforstærkende effekt, for så bliver de praktiserende læger på Fyn, og dem der ellers henviser, mindre tilbøjelige til at tænke ADHD som det første, siger han.
Når man er tilbageholdende med at udskrive ADHD-medicin til de fynske børn og unge, er det fordi, det i mange tilfælde er hensigtsmæssigt at starte med alternativer til medicin, påpeger Niels Bilenberg.
De fleste drenge har krudt i røven, og alle børn får af og til anfald. Den slags formaninger lægger Maria Jørgensen ofte øre til. Men Maria Jørgensens læge afviser, at der er grund til at få en psykiater til at se på hendes to drenge.
- Dem, der mener, at mine drenges adfærd lyder almindeligt, aner ikke, hvad de snakker om. De har jo ikke set, hvordan det er hjemme hos os i hverdagen, siger hun.
"For få får den rette hjælp"
Birgit Jensen, der er kognitiv terapeut og bestyrelsesmedlem i foreningen ADHD-Fyn, mener, at der er for få, som diagnosticeres med ADHD fra psykiatrien i Odense.
- I dag bliver alt for mange fynske børn og unge svigtet, fordi de ikke bliver udredt, siger hun.
Det er blandt andet problematisk, fordi forskning viser, at ubehandlet ADHD kan føre til stress, angst og depression, påpeger hun.
Ifølge Maria Jørgensen er det da også en sej kamp at få nogle til at se på drengenes adfærd. Selv er hun ikke i tvivl om, at noget er galt.
- Min ældste dreng er meget højlydt og søger konstant min opmærksomhed. Og den yngste kan ikke sidde stille på en stol. Han kan ikke fokusere, bliver afledt af ingenting og kan ikke koncentrere sig i mere end ti minutter, fortæller hun.
Hun kommer i tanke om deres sidste biografbesøg.
- Min yngste brugte seks biografsæder og var overalt på stolene. Han gør det ikke for at være uartig, for han tænker ikke engang over det. Heldigvis var der ikke så mange andre gæster i salen den dag, siger hun.
Heller ikke om aftenerne kan den femårige dreng falde til ro. I lang tid sov han kun gennemsnitligt otte timer om natten, fortæller Maria Jørgensen.
Diagnose hjalp
Da Maria Jørgensen fik sine drenge, forstod hun ikke, hvorfor hun havde så store udfordringer med at være mor, forklarer hun.
- Det var enormt hårdt for mig at blive mor, for jeg havde ikke det overskud, der skulle til for at klare en hverdag med børn, siger hun.
Følelsen af afmagt tog til, efter Maria Jørgensen blev skilt, da den yngste var to år. I dag er drengene på skift hos forældrene en uge ad gangen. Derfor hjalp det hende, da hun blev klar over, at en af del af hendes personlighed var ADHD, forklarer hun.
- Efter jeg har fået min diagnose og medicin, er jeg blevet meget mere bevist om mine egne og børns udfordringer og kæmper i hverdagen for at give dem den bedste start på livet, siger hun.
Hun har stadig svært ved at sætte grænser. Den ene dag må man sove i mors seng og spise pålægschokolade til morgenmad. Næste dag er begge dele strengt forbudt, fortæller hun.
- Jeg kan ikke holde fast i regler, og derfor kan børnene ikke finde ud af, hvad de må. Hjemme ved mig er der som udgangspunkt ikke rigtig noget, der har konsekvenser.
Savner sparring
Da hendes ældste dreng gik i børnehave, savnede hun, at personalet i højere grad indbød til dialog om sønnens vanskeligheder.
- Man valgte bare at fortælle mig, at han var meget besværlig uden at være villig til at arbejde med ham, siger hun.
I skolen har de voksne dog bemærket drengens særlige behov og har derfor lagt op til et samarbejde om, hvordan hjem og skole bedst hjælper ham, fortæller hun.
Maria Jørgensen understreger, at hun ikke vil fralægge sig sit eget ansvar som mor.
I hendes optik er den største forhindring, at drengene ikke kan få stillet en eventuel diagnose, så de voksne omkring dem ved, hvordan de bedst skal håndteres.
Ingen vil lege
2 til 3 procent af alle skolebørn i Danmark har ADHD, fremgår det af ADHD-foreningens hjemmeside. Og det er ikke altid nemt at begå sig, når man har udfordringer med hyperaktivitet og opmærksomhed.
Børn med ADHD har nemlig 50 gange lavere mulighed for at have en god ven, oplyser foreningen.
Maria Jørgensens ældste søn har gået i skole under et halvt år, men han har allerede haft nederlag i skolen, mener Maria Jørgensen.
- Han får anfald og kan ikke følge med i timerne. Det går udover hans selvværd, for han er meget bevidst om, at hans klassekammerater kan mere end ham. Der er heller ingen, der vil lege med ham, fordi han er træls, siger hun.
For hende er det en daglig bekymring, hvordan sønnerne skal klare sig. Hun håber, at de fremtidigt kan få noget mere hjælp til de udfordringer, hun oplever, de har.