Det måtte jo ske på et tidspunkt.
Sådan er reaktionen fra FC Barcelonas træner, Tito Vilanova, efter at hans hold lørdag aften tabte 2-3 på udebane til Real Sociedad.
Nederlaget var FC Barcelonas første i Primera Division i denne sæson, efter at klubben havde hentet 55 af 57 mulige point i de første 19 ligakampe.
- Jeg ønsker Real Sociedad tillykke. Jeg har intet at kritisere mine spillere for. Jeg tænkte på intet tidspunkt, at kampen ville blive let, heller ikke da vi førte 2-0, siger træneren ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Vi skulle tabe en dag. Sådan er fodbold, men det bekymrer mig ikke, siger Tito Vilanova.
Lionel Messi og Pedro Rodriguez bragte Barcelona planmæssigt foran i første halvleg.
10 minutter inde i anden halvleg, da Barcelona førte 2-1, røg midterforsvareren Gerard Pique ud efter sit andet gule kort, så gæsterne måtte spille resten af kampen med 10 spillere.
- De kom tilbage i kampen med et mål, og alt ændrede sig efter udvisningen, siger Tito Vilanova.
FC Barcelona fører Primera Division med et forspring på 11 point ned til Atlético Madrid, som dog har spillet en kamp færre.
/ritzau/