Danske virksomheder får i stigende grad et "ja", når de beder en bank eller et realkreditinstitut om et lån.
Det viser en opgørelse fra Nationalbanken.
Bankernes og realkreditinstitutternes udlån til danske erhvervsvirksomheder i de første fem måneder i 2017 er således steget med henholdsvis 3,6 og 3,4 procent i forhold til sidste år.
Det svarer til, at der er blevet udlånt 35 milliarder kroner mere fra januar til maj i år end i samme periode sidste år.
Ifølge Niels Arne Dam, der er cheføkonom for bankernes interesseorganisation, Finans Danmark, er stigningen et tegn på, at det økonomiske opsving er ved at bide sig fast.
- Virksomhederne begynder at løfte deres investeringer, som vi længe har håbet på ville ske.
- Nu er vi i en situation, hvor økonomien er så stærk, at virksomhederne kommer med investeringsprojekter, som bankerne kan støtte op om med et øget udlån, siger han.
Udviklingen er et klart sundhedstegn for den danske økonomi, mener Niels Arne Dam.
Han peger på, at nye og større investeringer er med til at sørge for, at de danske virksomheder er i stand til at udvikle sig i de kommende år.
- Vi har gået og ventet på, at virksomhedernes investeringer skulle løfte sig for alvor, og det begynder vi at se tegn på nu.
- Bankernes øget udlån viser, at virksomhederne laver de investeringer, der er nødvendige, for at vi kan få en positiv udvikling i dansk økonomi på længere sigt, siger Niels Arne Dam.
Realkreditinstitutternes udlån er steget stødt fra år til år siden 2015.
Bankernes udlån har dog ikke oplevet den samme udvikling. 2017 er således første gang siden finanskrisen, at der er sket en stigning i udlån i forhold til året før.
/ritzau/