I dag er det 160 år siden, at den første grundlov blev underskrevet, og det bliver markeret med taler over hele landet.
Socialistisk Folkeparti fejrede dagen med grundlovsbrunch på Café Mandela på Vesterbro i København.
Til duften af pandekager og bacon holdt partiformand, Villy Søvndal, og partiets spidskandidat til Europaparlamentet, Margrethe Auken, taler.
Og står det til Margrethe Auken, er det på høje tid, at grundloven får et eftersyn:
"Der står ikke en gang i vores grundlov, at magten er forankret i folket, ordet demokrati findes knap nok. Det er den rare konge, der giver lidt magt fra sig - det kan vi ikke være bekendt," siger hun til Newspaq, da talen er overstået, og tilhørerne igen har kastet sig over morgenmadsbuffeten.
Af samme grund smider Margrethe Auken en blank stemmeseddel i stemmeurnen, når vi søndag skal stemme om ændringen af tronfølgeloven, der betyder, at kvinder har samme ret til tronen som mænd.
"Vi skal altså have en grundslovsreform, og det skal ikke lykkes at lave det trick med at pakke den af vejen. Men jeg stemmer, og jeg kan ikke få mig selv til at stemme nej, det kan man jo ikke, så det må blive blank," siger hun.
Mens Margrethe Auken er sikker på, hvordan hun vil stemme, er nogle af de omkring 60 kaffeslubrende tilhørere mere usikre.
"Det er rigtigt svært. Jeg stemmer SF herhjemme, men jeg er mere i tvivl, når det gælder EU, for jeg mener ikke, de hidtil har været pro-EU nok til min overbevisning, " siger den 21-årige studerende Sidse Bestle, der indrømmer, at den gratis brunchbuffet også lokkede hende ned til debatarrangementet på caféen.