Syriens præsident, Bashar al-Assad, siger til russiske medier, at han ikke kan forestille sig Vesten indlede en militær indgriben i landet og advarer samtidig om, at en indblanding i Syriens interne affærer vil få globale konsekvenser.
Det oplyser den russiske medieportal, Russia Today, der ifølge nyhedsbureauet AFP også citerer ham for, at han vil leve og dø i Syrien.
- Jeg tror, at omkostningerne ved en udenlandsk invasion af Syrien, hvis det sker, vil være større, end hele verden kan bære. Det vil have en dominoeffekt, som vil påvirke hele verden fra Atlanterhavet til Stillehavet, siger han i et interview med Russia Today.
- Jeg tror ikke, at Vesten er på vej i den retning, men hvis det er tilfældet, så er der ingen, der kan sige, hvad der sker efterfølgende, siger han.
Hans udtalelser er ifølge nyhedsbureauet Reuters offentliggjort på Russia Today's arabiske website.
/ritzau/Reuters