Jeg har været udannet som pædagog i snart 20 år. På min nuværende arbejdsplads, som er et socialpsykiatrisk bosted, blev en af mine kollegaer stukket ihjel med en kniv af en beboer. Det var et chok, men desværre også noget, vi havde talt om kunne ske. Det fik mig til at fortælle min mening offentligt, fordi min oplevelse er, at politikere og embedsmænd ikke ved nok om virkeligheden. Jeg har igennem årene arbejdet både inden for handicapområdet, daginstitutionsområdet og nu i socialpsykiatrien. Jeg ønsker åbenhed om vilkårene i det offentlige, for jeg oplever at nedskæringer har forringet vores arbejdsvilkår og muligheden for at hjælpe samfundets svageste. Jeg håber også, at min blog kan inspirere andre offentlige ansatte til at åbne op og fortælle deres historier fra virkeligheden.
JEG HAR brug for hjælp. Jeg ved simpelthen ikke, hvad ellers skal gøre for at sikre mig, at politikerne kommer med konkrete handlinger.
Jeg ved godt, at jeg nok gentager mig selv, men jeg oplever, at det ikke længere er nemt at få opmærksomhed, nu hvor det er næsten fem måneder siden den tragiske hændelse på mit arbejde, hvor min kollega mistet livet. Der er i alt fem mennesker, der har mistet livet, det må ikke gå i glemmebogen. Det må ikke ske igen.
Jeg har brug for en evaluering. En opfølgning med fokus på, at der stadig er situationer med vold og trusler på min arbejdsplads, fordi uanset hvor mange sikkerhedsregler vi laver, så ændrer det ikke på den overordnede problemstilling, nemlig at psykiatrien har brug for flere ressourcer. Uden flere hænder, flere sengepladser og et tæt samarbejde mellem behandlings-psykiatrien og social psykiatrien, så vil der blive ved med at opstå situationer, der er farlige, både for de ansatte og for de psykisk syge.
Når jeg møder folk, der ved jeg arbejder på Lindegårdshusene, så er deres spørgsmål som regel: ”Har I så fået bedre arbejdsforhold nede hos jer?”
LIGE EFTER vores strejke på min arbejdsplads, var mit svar: ”Ja, der er blevet tilført flere penge, så vi kan opretholde sikkerhedsnormeringen” Men i løbet af kort tid måtte jeg ændre mit svar, så når jeg i dag bliver spurgt, om der er kommet bedre arbejdsforhold, så siger jeg: ”Det ved jeg ikke rigtig”. Jeg er nemlig bange for, hvad der sker med min arbejdsplads, hvis ikke snart der kommer konkrete handlinger fra politikerne, fordi jeg oplever, at der er en del kollegaer, som holder op, eller som er sygemeldte. Samtidig oplever jeg, at vilkårene for beboerne er uændrede, at det stadig er svært for dem at få den hjælp, som de ønsker og har behov for.
Jeg har for eksempel oplevet, at der er meget lang ventetid på at blive indlagt til misbrugsbehandling i Region Sjælland. Hvis en af vores beboer med misbrug vil indlægges, så har jeg fået af vide, at der kan gå op til 26 uger. Det første skridt til indlæggelse er at få en tid hos psykiateren, som skal henvise beboeren. Her er der også ventetid. Jeg oplever, at der nemt kan gå op til 14 dage, før beboeren kan få en tid, da der kun er en psykiater til over 200 beboere. Når beboeren har fået henvisningen, går der cirka en uge, så modtager beboeren et brev, der orienterer om, at Region Hovedstaden har modtaget henvisningen, og at inden for den næste måned vil beboeren blive indkaldt til en for-samtale, hvorefter der er ventetid igen. Jeg har fået fortalt, at de på misbrugsafsnittene har en politik om, at den lange ventetid blandt andet er til for at sikre sig, at beboeren er motiveret til misbrugsbehandling.
Jeg forstår det bare ikke, for jeg oplever, at den lange ventetid gør det modsatte. Jeg oplever, at hvis en beboer er motiveret til misbrugsbehandling, så mister de modet, inden de 26 uger er gået. Det er sårbare mennesker. Det er personer, der udover deres misbrug også har en sindslidelse, og de har været i det psykiatriske system i mange år, hvor de gang på gang har oplevet svigt. Nogle af dem har fortalt mig, hvordan de har oplevet svigt lige fra barndommen, oplevet ikke at blive taget alvorligt, og oplever lang sagsbehandlingstid hver eneste gang, de har brug for hjælp. Undervejs er de begyndt at misbruge for at kunne overleve, for mange af vores beboere er det en form for selv medicinering, så de kan holde ud at være til.
JEG HAR også oplevet, at beboere der bliver indlagt på en lukket afdeling i behandlings-psykiatrien, og som under indlæggelsen ønsker at blive indlagt på et misbrugsafsnit, hvor de har specialiseret i dobbeltdiagnoser, de får at vide, at det kan afdelingen ikke hjælpe med, og at de skal henvende sig til kommunen. Når beboeren så bliver udskrevet og henvender sig på kommune for at komme i misbrugsbehandling, får personerne den besked, at man fra kommunen ikke kan hjælpe, når der er tale om, at personen har en dobbeltdiagnose, og så må beboerne igen henvende sig til regionen. Jeg ser, at beboerne bliver ofre, at de opgiver at komme i misbrugsbehandling, fordi de bliver sendt rundt i ring mellem kommunen og regionen. Det kan føles som om, at både kommuner eller regioner prøver at undgå at blive dem, der skal betale for misbrugsbehandlingen.
Når jeg læser de mails, jeg modtager, så kan jeg læse, at jeg ikke er alene om det, jeg oplever. Lang ventetid på misbrugsbehandling er bare er en af problemstillingerne. Psykiatrien skal være et sted med tryghed og plads til, at det enkelte menneske kan komme sig. Det skal ikke være et farligt sted, hvor man frygter for sit liv. Men hvad skal jeg gøre? Hvordan sikrer jeg mig, at det sker? Hvordan sikrer jeg mig handling fra politikernes side?
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.