Det er blevet lidt lettere at have sin cykel i fred.
Antallet af anmeldte cykeltyverier er ifølge Danmarks Statistik faldet med 42 procent på ti år.
I 2019 modtog politiet 46.212 anmeldelser om stjålne cykler. Det er 33.060 færre, end ordensmagten modtog for ti år siden.
- Faldet i cykeltyverier er en del af en større tendens, hvor der generelt anmeldes færre ejendomsforbrydelser så som indbrud og tyverier i Danmark, siger fuldmægtig Isabell Bang Christensen, Danmarks Statistik, i en pressemeddelelse.
Hun understreger, at der er et mørketal, da ikke alle tilfælde anmeldes til politiet.
Faldet i anmeldte cykeltyverier er sket over hele landet.
Det største dyk ses i Vest- og Sydsjælland, der omfatter kommuner som blandt andre Næstved, Kalundborg og Lolland.
Her er antallet af anmeldte tyverier faldet med 63 procent fra 2009 til 2019.
Vestjylland tegner sig for det næststørste fald med 61 procent færre cykeltyverier.
Det er traditionelt i hovedstaden, at der anmeldes flest cykeltyverier.
Det var også tilfældet i 2019, hvor 39 procent af alle anmeldte tyverier af de tohjulede kom fra København.
Men også her har det været et markant fald på 28 procent siden 2009.
Selv om antallet af anmeldte tyverier er raslet ned, er det kun i de færreste sager, at politiet kommer på sporet af en gerningsmand.
Sidste år blev der rejst sigtelse i 584 sager. Det svarer til 1,3 procent af det samlede antal anmeldte cykeltyverier, oplyser Danmarks Statistik.
/ritzau/