Anklagere vil have lang fængselsstraf til tidligere Trump-advokat

FILES-US-RUSSIA-POLITICS-INVESTIGATION-COHEN (Foto: Drew Angerer/Ritzau Scanpix)

Michael Cohen tilstod i august, at han udbetalte penge til Stormy Daniels, som fik pengene for at tie stille.

Anklagemyndigheden går efter en lang fængselsstraf til den amerikanske præsident Donald Trumps tidligere advokat Michael Cohen.

Det skriver nyhedsbureauerne Reuters og AP.

Cohen har erklæret sig skyldig i en række kriminelle forhold, herunder blandt andet brud på regler om kampagnefinansiering.

I august tilstod han, at han havde foretaget store udbetalinger af penge til den tidligere pornostjerne Stormy Daniels, som fik betaling for at tie stille om en påstået affære med præsidenten.

Cohen har derudover tilstået at have løjet under en høring i Kongressen om Trumps planer om ejendomsinvesteringer i Rusland.

Det er sket i forbindelse med undersøgelsen af, om Trump-kampagnen havde forbindelser til Rusland under præsidentvalget i 2016.

I sin anbefaling til retten skriver den føderale statsadvokat Robert Khuzami:

- Cohen, advokat og forretningsmand, begik fire separate føderale lovbrud fordelt over flere år. Han var motiveret af personlig grådighed og brugte gentagne gange sin magt og indflydelse til bedrageriske formål.

Ifølge planen skal Cohen modtage sin straf i New York City onsdag i næste uge.

Hans forsvarere mener ikke, at han skal i fængsel, fordi han vist stor samarbejdsvilje med anklageren og taget ansvar for sine handlinger.

Cohen har i flere måneder samarbejdet med den særlige anklager i Rusland-undersøgelsen, Robert Mueller.

Også anklagemyndigheden anerkender, at Cohens samarbejde med Rusland-undersøgelsen bør ses som en formildende omstændighed.

Men samtidig understreger anklagerne, at han omvendt ikke har samarbejdet med dem.

Muellers kontor oplyser, at Mueller ikke vil forholde sig til, hvilken straf Cohen skal idømmes.

Cohen var gennem mange år Trumps personlige advokat, mens han var en kontroversiel ejendoms- og byggematador i New York.

/ritzau/