Anklager vil efterforske mulige krigsforbrydelser i Gaza

Palæstinensiske demonstranter løber fra tåregas, der er affyret af israelske soldater under en demonstration fredag ved grænsen mellem Gazastriben og Israel. Sammenstød ved grænsen har siden sidste år kostet talrige mennesker livet, langt overvejende blandt de palæstinensiske demonstranter. (Foto: Mohammed Abed/Ritzau Scanpix)

Chefanklager ved straffedomstol i Haag ser et "rimeligt grundlag" for at efterforske mulige krigsforbrydelser.

Chefanklageren ved Den Internationale Straffedomstol (ICC) i Haag vil indlede en efterforskning af mulige krigsforbrydelser i de palæstinensiske områder, siger hun.

Det skriver nyhedsbureauet dpa.

I en meddelelse siger chefanklageren, Fatou Bensouda, at hun er overbevist om, at der er blevet begået - eller bliver begået - krigsforbrydelser på Vestbredden og i Østjerusalem og Gaza.

Hun mener, at der er et "rimeligt grundlag for at gå videre med en efterforskning".

Bensouda har siden 2015 efterforsket mulige krigsforbrydelser begået af såvel israelere som palæstinensere.

Først skal det dog afklares, om domstolen har jurisdiktion over området. Det palæstinensiske selvstyre er medlem af ICC, men Israel er ikke.

Sidste år indbragte det palæstinensiske selvstyre flere sager for domstolen om bosættelser på Vestbredden, drab på demonstranter ved grænsen mellem Gazastriben og Israel samt om palæstinensiske indsatte i Israels fængsler.

Hanan Ashrawi, der er en fremtrædende palæstinensisk politiker, byder ICC's meddelelse velkommen. Han tilføjer, at Israel må betale for sine forbrydelser.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, betegner det derimod som "en sort dag for sandhed og retfærdighed".

Han påpeger, at ICC kun kan behandle sager indgivet af suveræne nationer, og at der aldrig har været en palæstinensisk nation.

Det er ikke klart, hvornår der vil ligge en beslutning fra ICC's dommere om, hvorvidt domstolen har jurisdiktion til at efterforske disse sager.

Men chefanklageren siger, at hun har bedt dommerne tage stilling hurtigst muligt, skriver nyhedsbureauet Reuters.

USA modsætter sig "stærkt" chefanklagerens ønske om at indlede en undersøgelse af mulige krigsforbrydelser.

Det siger den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, fredag ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Vi gør stærke indsigelser imod dette eller andre tiltag, som forsøger at ramme Israel på uretfærdig vis, siger han.

- Vi mener ikke, at palæstinenserne kvalificerer sig til en suveræn stat, og de kvalificerer sig dermed ikke til at opnå fuldt medlemskab eller deltage som en stat i internationale organisationer, selskaber eller konferencer, inklusive ICC.

/ritzau/