- Det er helt forkert at skære så meget netop hos de nyuddannede. Det er de unge, der er fødekæden ind i dagpengesystemet, og den må vi ikke ødelægge.
Det siger den konstituerede formand for Dansk Magisterforening, Camilla Gregersen.
Hun er vred over, at Venstre, Socialdemokratener og Dansk Folkeparti netop har indgået et forlig, som kommer til at ramme nyuddannede.
Forliget betyder, at nyuddannede - dimittender - går ned i dagpenge. Hvor de med de nuværende satser kan få op til 14.693 kroner om måneden, kan de fremover højst få 12.811 kroner pr. måned.
Medmindre de har børn. Nyuddannede forældre kan fortsat få de 14.693 kroner om måneden.
Camilla Gregersen frygter, at nyuddannede med de nye satser helt vil fravælge at stå i a-kasse.
Det vil undergrave økonomien i a-kassesystemet. Og det vil betyde, at nogle af de nyudlærte havner i systemet med kontanthjælp i stedet. Alt i alt kan det ramme hele den danske model for arbejdsmarkedet, frygter hun.
- Forligspartierne gambler med den danske model, og det er tudetosset, siger Camilla Gregersen.
Elitebilister forsvinder
I den store hovedorganisation for akademikerne, AC, er formand Finn R. Larsen også vred over dagens forlig.
- Jeg er skuffet og ærgerlig over, at det er dimittenderne, som nu skal betale prisen for forbedringer i dagpengesystemet, siger Finn R. Larsen til Avisen.dk.
Han er ligesom Camilla Gregersen bange for, at dimittender ikke længere vil melde sig i a-kasse.
- Der er en risiko for, at fødekæden til dagpengesystemet forsvinder. De 60 procent af en kandidatårgang, som kommer direkte i job efter studiet, skulle også gerne vælge a-kasse-systemet til. Med den nye sats risikerer vi, at de spekulerer i at lade være, siger Finn R. Larsen, og fortsætter:
- Man skal ikke glemme, at akademikere – set over hele deres arbejdsliv – er nettobidragydere til dagpenge-systemet. Så det er altså ’elitebilisterne’, vi risikerer at miste.
Ifølge statistik fra akademikernes hovedorganisation, AC, er cirka hver fjerde af de nyudklækkede kandidater arbejdsløs.
Ifølge den seneste opgørelse fra august er ledighedsprocenten for nyuddannede akademikere 28,5 procent. Det skal forstås som andelen af ledige blandt kandidater, som er uddannet færdig inden for det seneste år.
Dimittend-ledigheden er:
Magistrene 34,1 procent.
Djøf’ere (jurister, økonomer og statskundskabere): 27,8 procent.
Ingeniørerer 26,7 procent.