Ikke mange danske fodboldfans har vist interesse for at tage turen til Ukraine og heppe på Danmark til sommer.
Dansk Boldspils Union har haft mere end svært ved at afsætte billetterne til de danske EM-kampe, men aggressiv markedsføring har nu sat gang i salget, skriver sporten.dk.
"Det gik langsomt med billetsalget i starten, men nu har vi sat gang i nogle tiltag med forskellige rejsebureauer, hvor vi blandt andet har lavet en fodboldcamp i forbindelse med Danmarks to sidste kampe. Vi har været ret aggressive i at markedsføre vores tilbud, og vi har haft et samarbejde med den danske ambassade i Ukraine for at udbrede noget viden om, hvad det vil sige at tage til Ukraine. Og det ser ud til at have hjulpet," siger økonomichef i DBU Bo Grøn-Iversen til sporten.dk.
Hans vurdering er, de danske roligans lader sig skræmme af de negative historier, de hører om Ukraine. Det har de forsøgt at modvirke ved at fortælle positive historier om landet.
Billetsalget kører frem til 2. marts. Der er indtil nu solgt 3.000 billetter, men der ligger stadig 9.000 og samler støv.
Kilde: sporten.dk