AaB hentede et enkelt point søndag mod FC Nordsjælland, da opgøret i Aalborg endte 1-1.
Det ene point kan meget vel blive altafgørende for AaB's chancer i kampen for at nå med i mesterskabsspillet ifølge Morten Wieghorst.
AaB-træneren forventer nemlig, at kampen om at nå med i top-6 i Alka Superligaen vil fortsætte til sidste fløjt.
- Jeg er ret sikker på, at det går til 26. og sidste spillerunde som sidste år, men sidste forår var vi lang tid om at komme i gang.
- Vi må ikke bruge så lang tid på det denne gang. Så kommer vi ikke derop, siger Morten Wieghorst.
Han tror, at AaB kan spille sig med i mesterskabsspillet, men det kræver sejre allerede fra næste runde.
- Et slag på tasken er, at vi skal vinde to eller tre af de sidste fire kampe for at nå det, siger Morten Wieghorst.
AaB-veteranen Kasper Risgård forlanger også sejre i jagten på klubbens første deltagelse i ligaens mesterskabsspil.
- Du kommer ikke langt med ét point som i dag. Kun tre point tæller. Så jeg vil hellere tabe nogle kampe og vinde nogle.
- Det skærper til, og vi skal til at have nogle sejre, hvis vi skal derop, siger Risgård.
Sejrene skal AaB hente i de fire resterende kampe i grundspillet, hvor modstanderne er Sønderjyske, AC Horsens, Randers FC og AGF.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.