Næsten hver fjerde danske mand oplever aldrig at stå med sit nyfødte barn på armen.
De nyeste tal fra Socialforskningsinstituttet (SFI) viser, at 22,7 procent af alle danske mænd, der har rundet de 44 år, aldrig bliver fædre.
Ifølge seniorforsker Mogens Christoffersen skyldes de mange mænds barnløshed, at de har svært ved at finde kvinder, der gider at være sammen med dem.
»Det er typisk unge mænd med lav social status, som hverken kan klare sig på ægteskabsmarkedet eller på arbejdsmarkedet, der forbliver enlige og barnløse,« siger Mogens Christoffersen.
Han er nået frem til sin konklusion ved at samkøre tal fra databaser, hvor blandt andet alder, ægteskabelig status og arbejdsmarkedsstatus fremgår.
Drømmekvinden
Lars Lastein på 33 år er enlig og barnløs. Han har nemlig ikke lige fundet den rette kvinde.
»Så jeg kan nogle gange godt blive bekymret for, om jeg mon nogensinde får børn,« siger Lars Lastein.
Han har ikke lyst til at træde ind i de dystre statistikker. Men selvom frygten sidder i ham, har han svært ved at se sig selv som en, der ikke kan klare sig.
»Jeg nyder nok også bare mageligheden og bekvemmeligheden i at leve et singleliv frem for et småbørneliv. Men pludselig er tiden jo gået,« siger han.
Det er kun 13,9 procent af de danske kvinder, der ikke får børn. Men for kvindernes vekommende skyldes de manglende børn som regel, at de hellere vil lade arbejdet og karrieren fylde meget i livet, påpeger seniorforskeren.