De kommunalt ansatte skal have ny topforhandler ved de næste overenskomstforhandlinger i 2021. Lærerformand Anders Bondo Christensen har på et ekstraordinært repræsentantskabsmøde i Forhandlingsfællesskabet fredag formiddag annonceret, at han forlader posten til december.
- Det er i al beskedenhed et hårdt job, som jeg nu har bestredet i snart 11 år. Jeg har siddet med ved samtlige forhandlingsborde, hvor jeg har skullet prøve at finde også de interne kompromiser. jeg har elsket det, men efter 11 år synes jeg, at jeg har udstået min værnepligt. Det trækker virkelig søm ud siger Anders Bondo Christensen til Avisen.dk.
Ved de netop afsluttede overenskomstforhandlinger for de 750.000 offentligt ansatte var han involveret i både de statslige, kommunale og regionale forhandlinger. Oveni skulle den 59-årige Bondo forhandle en af de største knaster, nemlig spørgsmålet om lærernes arbejdstid.
Trods månedlange forhandlinger lykkedes det ikke at få en arbejdstidsaftale på plads med de kommunale arbejdsgivere. I stedet enedes parterne om at nedsætte en kommission, som de kommende år skal granske mulighederne for en ny arbejdstidsaftale. Fredag morgen blev formanden for kommissionen, Per B. Christensen, præsenteret.
Det forestående kommissionsarbejde har også medvirket til Bondos beslutning om at forlade sin post som de kommunalt ansattes topforhandler:
- Det ligger selvfølgelig også i det her, at vi skal have landet noget for lærerne nu. Jeg skal bruge kræfter i denne periode på at lande et ordentlig resultat for lærerne. Det får jeg bedre mulighed for nu, hvis jeg siger, at ved de kommende overenskomstforhandlinger har jeg ikke formandsposten, men sidder nede på rækkerne, siger Anders Bondo Christensen, der fortsætter som formand for Danmarks Lærerforening.
Der har vel også været kasketforvirring. Du har både skullet varetage fællesskabets interesser, og samtidig har du som lærerformand haft en at de store knaster, arbejdstiden, på forhandlingsbordet?
- Det har også været en udfordring, og det var også derfor, at jeg tidligt i forløbet sagde til de andre organisationer: Er I sikre på, at I synes, at det er en god ide, at det er mig, der skal sidde der? De sagde fuldstædigt entydigt ja, og jeg fortsatte, og nu er vi kommet i mål. Jeg er ikke bange for arbejde, men jeg har også brug for at få arbejdspresset lidt ned. Specielt, fordi jeg ved, at jeg i denne periode får en kæmpe udfordring med at få et godt resultat ud af kommissionsarbejdet, erklærer lærerformand Bondo.
Læs Avisen.dk’s dækning af OK18
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.