Fodbold-legende stopper efter EM-exit

Sport
Gårsdagens nederlag til England blev Andriy Shevchenko sidste officielle kamp for Ukraine. (Foto: Foto: Matthias Schrader / POLFOTO)

35-årige Andriy Shevchenko meddeler, at han indstiller landsholdskarrieren, efter at Ukraine røg ud af EM.

Det var ikke bare Ukraines EM, der sluttede tirsdag aften i Donetsk med 0-1-nederlaget til England, hvilket efterlod EM-værtslandet på tredjepladsen i gruppe D.

Landets største fodboldnavn, Andriy Shevchenko, sluttede samtidig af på landsholdet i kampen, som knuste Ukraines forhåbninger om at nå kvartfinalerne.

- Det var min sidste officielle kamp for Ukraine. Om noget tid vil jeg arrangere en farvelkamp for at sige farvel til mine fans, siger Andriy Shevchenko ifølge nyhedsbureauet Reuters.

35-årige Andriy Shevchenko, som ikke mindst huskes for sin tid hos italienske AC Milan, bragte EM-euforien frem i Ukraine, da han i den første gruppekamp scorede to gange i 2-1-sejren over Sverige.

Herefter fusede værternes EM ud med nederlag til Frankrig og England.

Veteranen mener, at Ukraine trods alt har leveret varen i EM-turneringen.

- Jeg håber, at vores fans er glad for vores præstation. Jeg er glad på vores unge spilleres vegne, for de spillede godt. Dette hold har en lys fremtid, vurderer Andriy Shevchenko.