Ritzau
Opdateret kl. 14:12
En 60-årig mand blev i et grundlovsforhør torsdag varetægtsfængslet frem til 28. marts for voldtægt af sin steddatter.
Det oplyser vicepolitiinspektør Carsten Thostrup fra Sydøstjyllands Politi.
Manden er sigtet for at have voldtaget steddatteren, der var under 12 år. Det skal være sket for år tilbage. Politiet ønsker ikke at oplyse omfanget af overgreb.
Politiet anholdt manden onsdag formiddag og besluttede herefter, at der var grundlag for at kræve ham fængslet.
Grundlovsforhøret blev holdt i Retten i Kolding torsdag morgen og blev ifølge politiet formentlig holdt for lukkede døre.
Derfor ønsker Carsten Thostrup ikke at uddybe nærmere om sagen eller mandens forklaring. Han oplyser dog, at den 60-årige har udtalt sig i retten. Han oplyser ikke, om han erkender eller nægter sigtelsen.
Manden sigtes efter den paragraf, der omhandler voldtægt ved samleje med barn under 12 år. I straffelovens forstand er der altid tale om voldtægt, når man forgriber sig seksuelt på et barn under 12 år.
Varetægtsfængslingen har stedfaren ikke kæret.
/ritzau/