Flere års retssag er natten til tirsdag endt med en dom på 15 års fængsel til Ali Charaf Danache for blandt andet at planlægge en drab på tegneren Lars Vilks.
Dommen blev afsagt ved amerikansk domstol, hvor den 53-årige irsk-algerier blev dømt for at rekruttere flere personer med henblik på, at de skulle slå den svenske tegner Lars Vilks, der blandt andet er kendt for at tegne profeten Muhammed, ihjel.
Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.
Ali Charaf Damache har ifølge dommen blandt andet rekrutteret Colleen LaRose, der også er kendt som "Jihad Jane". Hun er tidligere blevet dømt for at have rejst til Europa med det formål at dræbe Lars Vilks.
Efter tidligere at have erklæret sig uskyldig, har den 53-årige irsk-algerier i løbet af retssagen skiftet mening og erkendt sig skyldig.
Ifølge anklager Jennifer Arbittier Williams rekrutterede Ali Charaf Danache radikaliserede personer på internettet og førte dem til Europa.
Han sørgede ifølge anklagerne for, at de blev uddannet i blandt andet brugen af sprængstoffer.
Drabsplanerne mod Lars Vilks blev forpurret, da Colleen LaRose begyndte at fortryde og kontaktede politiet. Hun tog kontakt til det føderale politi i USA, FBI, og fortalte om planerne.
Det førte senere til en anholdelse af en flygtende Danache i Spanien.
/ritzau/