Hele familier blev udslettet, da deres hjem onsdag blev ødelagt under det kraftigste skælv i Guatemala i flere årtier.
Mindst 52 mennesker er omkommet og over 200 meldes kvæstet. Mindst 22 er stadig savnet, oplyser myndighederne torsdag aften dansk tid.
- Det er en tragedie, siger landets præsident, Otto Pérez Molina, under et besøg i det hårdest ramte område.
Præsidenten siger, at over en million mennesker er berørt af skælvet. Over 3000 er evakueret.
Røde Kors forbereder hjælp til foreløbig 7500 mennesker i et område, hvor 400 huse er ødelagt. Der blev ødelagt boliger i seks landsbyer i San Marcos-regionen 250 kilometer vest for Guatemala City nær grænsen til Mexico.
I landsbyen San Cristóbal Cucho døde en hel familie på 10 mennesker, da deres hjem blev begravet ved et jordskred. Kun en 17-årig søn overlevede.
Skælvet, der blev målt til 7,4, forårsagede en lille tsunami ud for Guatemalas kyst, men der er ikke blevet meldt om skader.
Et øjenvidne i Guatemala City siger, at indbyggerne flygtede ud af husene i dele af hovedstaden.
- Det var virkelig stort, jeg fik ret meget kvalme, siger den 32-årige sekretær Vanessa Castillo, der blev evakueret fra sit kontor på 10. sal i hovedstaden.
Jordskælvet er det kraftigste, der har ramt det mellemamerikanske land siden 1976, hvor et skælv på 7,5 Richter slog omkring 20.000 mennesker ihjel.
Onsdagens skælv fik også bygninger i El Salvadors hovedstad, San Salvador, til at ryste, og kunne mærkes så langt væk som i Mexico City. I den mexicanske hovedstad fik de kraftige rystelser også kontorarbejdere til at flygte ud på gaden.
/ritzau/AFP
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.