Da det danske dynamitlandshold i 1986 begejstrede nationen under VM i Mexico, indledte den japanske angriber Kazuyoshi Miura sin professionelle fodboldkarriere i den brasilianske klub Santos.
Men hvor samtlige spillere fra Michael Laudrup til Søren Lerby fra det danske 86'er-hold for længst har valgt fodboldpensionen, så spiller Miura stadig - og han tager mindst et år mere.
Onsdag forlængede den 49-årige angriber sin kontrakt med Yokohama FC i Japans næstbedste række for yderligere et år, skriver BBC. Han fylder 50 år i slutningen af februar.
Dermed kan angriberen gøre klar til sin 32. sæson i den professionelle fodboldverden, hvor han har været forbi udenlandske klubber som Santos, Genoa og Dinamo Zagreb.
Siden 2005 har han været på kontrakt i Yokohama FC, for hvem han senest scorede i den forgangne sæson.
I 2005 var han også på et kort låneophold i australske Sydney FC.
Miura spillede 89 landskampe for Japan fra 1990 og til 2000, hvor han var en målfarlig herre for nationen. Han nettede 55 gange i 89 landskampe.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.