I alt 2500 personer vil miste deres stillinger i det svenske energiselskab Vattenfall, når foretagendet skal spare 4,5 milliarder svenske kroner (godt fire milliarder danske kroner) over de kommende to år, meddeler selskabet til det svenske nyhedsbureau TT.
Vattenfall siger, at besparelserne vil ramme omkring 1500 personer i Tyskland, 500 i Holland, 400 i Sverige og 50 på Vattenfalls øvrige markeder.
Lav efterspørgsel på el og overskud på blandt andet produktionskapacitet angives som baggrund for den nye udvikling, der er besluttet af Vattenfalls koncernchef, Øystein Løseth.
- De nye forudsætninger kræver, at vi forbedrer vores effektivitet yderligere og forstærker vores finansielle position, skriver han i en kommentar.
Ud over personalenedskæringer planlægger Løseth frasalg og et reduceret investeringsprogram.
Vattenfalls investeringer omfatter et nyt testanlæg for havmøller i Aberdeen i Skotland, hvor verdens vindmølleproducenter skal have mulighed for at teste deres nyeste prototyper af havvindmøller.
Den danske vindmøllegigant Vestas har indgået en aftale med Vattenfall om at teste en af deres nye vindmøller i det skotske testanlæg. Det gælder verdens største havvindmølle med en kapacitet på syv megawatt og et vingefang på 164 meter.
/ritzau/TT