Vovsernes Top 10: Her er de mest populære racer
Dansk Kennel Klubs opgørelse over de mest populære hunderacer i Danmark byder både på små og store hunde.
Sådan en lille vaps af racen Bichon havanais er da ikke til at stå for, synes rigtig mange danskere.
Sådan en lille vaps af racen Bichon havanais er da ikke til at stå for, synes rigtig mange danskere. Colourbox


Den er go' nok. Hunden ER menneskets bedste ven. I hvert fjerde danske hjem ligger der en af slagsen under middagsbordet og håber på, der falder en bid eller to på gulvet.

Hunde er med andre ord en del af mange danske familier. Det gælder i særdeleshed Labrador retrieveren. Racen indtager endnu engang kongetronen, når det gælder om at være den mest udbredte hund herhjemme.

Det viser Dansk Kennel Klubs en opgørelse over de mest populære hunderacer stambogsført af Dansk Kennel Klub i 2014.

I top-tre får Labrador retreiveren følgeskab af Shæferen og Golden Retreiveren.

Rottweileren er populær

Sådan var det også i 2013. De store ændringer på hitlisten er der nemlig ikke. Dog har Rottweileren taget lidt af et hundespring fra plads 10 i 2013 til en sjetteplads på den nye liste.

Det tror kommunikationskonsulent Vibeke Knudsen fra Dansk Kennel Klub godt kan have noget at gøre med, at muskelhunde-racer som pittbull'en er forbudt.

- Nogle af de hunde-ejere, der før havde disse racer, har måske i stedet anskaffet sig en Rottweiler, siger Vibeke Knudsen til Avisen.dk.

- De synes, de muskuløse hundetyper som rottweileren er flotte, men de ønsker sig ikke en dræbermaskine med samme tændingsgen som de ulovlige racer. Der er stor forskel på dem og en Rottweiler. Det er naturligvis en hund, der kræver masser af træning og socialisering, men for den aktive og rutinerede hunde-ejer er det en rigtig fin hund.

Små hunde hitter også

På listen er også en del selskabshunde - en betegnelse, der nogle gange vækker fordomme. Men - som Vibeke Knudsen påpeger - så er der rigtig mange mennesker, der har stor glæde ud af at blive holdt med selskab af eksempelvis Bomuldshunden, der er en af de små populære racer.

De mest populære hunderacer i 2014

Her er sidste års mest populære vovser. I parantes står racens placering i 2013:

 

1 Labrador retriever (1)

 

2 Schæferhund (2)

 

3 Golden retriever (3)

 

4 Bichon havanais (4)

 

5 Coton de tulear (5)

 

6 Rottweiler (10)

 

7 Cavalier king charles spaniel (7)

 

8 Fransk bulldog (8)

 

9 Ruhåret hønsehund (6)

 

10 Engelsk Cocker spaniel (9)

 

Kilde: Dansk Kennelklub

 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.