Flere end hundrede borgere i Kolding Kommune kan gå glip af efterbetaling af sygedagpenge, som de ulovligt er blevet frataget. For kommunens kommunaldirektør har indstillet til byrådet, at borgere ikke skal have efterbetalingen.
Og det ser ud til, at der er et politisk flertal for, at indstillingen bliver fulgt, skriver Fagbladet 3F.
Kommunen skønner, at mindst 117 sager vil falde for en forældelsesfrist på tre år. Og at kommunens udgifter til disse sager ville være i omegnen af 11,7 millioner kroner alene i efterbetaling af sygedagpenge.
Men sagen stopper ikke her. Sådan lyder den klare melding fra 3F, der har 11 medlemmer, der venter på en check fra kommunen med efterbetaling.
- Det er meget utrygt for borgernes retssikkerhed, at en kommune ikke vil følge en afgørelse fra Højesteret. Det er vi stærkt utilfreds med. Vi agter at afsøge alle muligheder for at forfølge sagen helt til enden, siger Ellen K. Lykkegaard, socialpolitisk ansvarlig i 3F.
Ifølge Kolding Kommune vil omkring 200-300 sager fra november 2012 til november 2015 skulle genoptages. Kommunen vurderer, at udgifterne alene til efterbetalinger af sygedagpenge kan beløbe sig til mellem 15 og 20 millioner kroner foruden administrative omkostninger.
Med kommunaldirektørens indstilling er der lagt op til, at andre borgere, der ulovligt fik frataget deres sygedagpenge før november 2012, ikke får efterbetaling. Det vil blandt andet ramme den 44-årige 3F'er Gitte Reisberg.
- Det er noget forfærdeligt svineri og meget uretfærdigt, hvis det ender med, at kommunen vælger ikke at betale, hvad de skylder. De snyder syge borgere, siger Gitte Reisberg, der har syv måneders sygedagpenge til gode.
Hun har svært ved at forstå, at kommunen forsøger at krybe udenom med en forældelsesfrist.
Gitte Reisberg fik sine sygedagpenge stoppet ulovligt 30. august 2010. Men 3F'er Heidi Olsson har fået efterbetalt sygedagpenge fra Kolding Kommune, selv om hun fik stoppet ydelsen inden Gitte Reisberg.
- Jeg forstår det ikke og vil kæmpe videre, så længe det er nødvendigt. Det er for skrapt det her, siger Gitte Reisberg.