Tysk politi mistænker tre kvinder for at have forårsaget den brand i et abehus i Krefelds zoologiske have, som nytårsnat kostede 30 aber og en række andre dyr livet.
I forbindelse med efterforskningen fandt politiet i nærheden af det nedbrændte abehus resterne af fire “kinesiske lanterner” - rispapirslamper, der opsendes med hjælp af varm luft, typisk ved hjælp af et lille fyrfadslys i bunden af lampen,
Tre lokale kvinder, som tilsyneladende ikke var klar over, at brugen af lanternerne er forbudt i Tyskland, meldte sig efterfølgende frivilligt til politiet og erklærede sig ifølge flere medier “meget kede af situationen”.
Politiet oplyste desuden, at de havde tjekket kvindernes håndskrift, efter at håndskrevne nyåtshilsner var fundet på lanternerne.
Kvinderne risikerer nu bøde eller fængselsstraf på op til fem år for uagtsom brandstiftelse.
Udover de mange omkomne aber var der også fugle og flagermus i abehuset. To chimpanser og en Gorilla-familie på syv medlemmer, som opholdt sig i en tilstødende bygning, overlevede branden. Zoo Krefeld ligger i nærheden af Dortmund i det vestlige Tyskland.
I Danmark advarer myndighederne kraftigt mod brugen af flyvende rislamper/lanterner på grund af øget brandrisiko, og sikkerhedsstyrelsen overvejer angiveligt, om lamperne helt skal forbydes.