En eksborgmester, der "tilsyneladende" kan tillade at sige hvad som helst på sin Facebook-side, beskyldninger om nepotisme og kammerateri, som oppositionen angiveligt holder stædigt fast i, og et samarbejde, som kun ganske få vil kalde, hvad det burde være: et samarbejde.
Borgmester John Dyrby Paulsen (S), Slagelse Kommune, lægger ikke fingrene imellem, når han skal beskrive de seneste måneders kiv og ballade i byrådssalen, og nu får den slet og ret dårlige stemning og manglende samarbejdsånd konsekvenser.
Det varslede flertallet bag borgmesteren, Socialdemokratiet, SF, Liberal Alliance og Enhedslisten, allerede i forgangne uge i en intern mail, hvor man skrev, at der ville blive indledt en drøftelse af, om styrelsesvedtægten skal ændres og samarbejdsaftalen, der blev indgået i forbindelse med konstitueringen i december og involverer samtlige af byrådets partier, helt makuleres.
Det bliver den nu, lyder det i en ny mail, Sjællandske har fået indsigt i. Borgmesteren bekræfter.
Ifølge John Dyrby Paulsen skyldes opsigelsen af aftalen ikke blot, at der skal ses på ny udvalgsstruktur grundet "snitfladeudfordringer".
Også oppositionens måde at agere på både i og uden for byrådssalen er blevet for meget, siger John Dyrby Paulsen om Venstre, Dansk Folkeparti og Radikale Venstres ageren.
- Der kan altid ryge en finke af panden. Men ikke i denne sammenhæng. Man har holdt fast. De er simpelthen gået over grænsen, påpeger borgmesteren, der mener, at stilen fra i sidste periode - hvor han selv var opposition - er fortsat.
- Vi ser ingen som helst grund til at holde fast i en samarbejdsaftale, der giver dem massiv indflydelse og udvalgsformandsposter, hvis vi alligevel bliver mødt af den samme oppositionspolitik og urimelige personangreb, som vi ville have oplevet uden samarbejdsaftalen, lyder det fra borgmesteren.
Hos Venstre, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre modtages meldingen om den nu brudte samarbejdsaftale med undren. I en fælles kommentar skriver partierne, at manøvren flytter fokus fra de reelle problemstillinger, man ser i Slagelse Kommune pt. De skriver endvidere, at opsigelsen synes noget forceret.
- En række fagudvalg var netop i gang med at justere på snitfladerne i fagudvalgenes kompetenceområder. Men så udsendes en opsigelse af samarbejdet, undrer partierne, som mener, at borgmesteren handler uanstændigt, når han og flertallet bag - uden videre - vinker farvel til en samarbejdsaftale, alle var med til at indgå for tre måneder siden.