52 procent af danskerne synes ifølge en meningsmåling, som Nordstat har foretaget for den liberale tænketank Cepos, at det er en god idé, at såkaldte åbne skattelister gør det muligt at følge med i, hvad virksomheder betaler i skat.
Regeringen har sammen med Enhedslisten indført åbne skattelister, så danskerne kan følge med i, hvor meget - eller lidt - skat, selskaberne betaler.
Argumentet fra Enhedslisten lyder, at multinationale selskaber, der har afdelinger i Danmark, men ikke betaler skat i landet, på den måde presses til at finde pengepungen frem.
Mens lidt over halvdelen af danskerne er enige med regeringen i, at selskabernes skattebetalinger skal være offentlige, er der anderledes større modstand, hvis ordningen også skulle gælde hr. og fru Danmark.
Når danskerne bliver spurgt, om de er parate til, at deres egne skatteoplysninger skal være offentligt tilgængelige, svarer et klart flertal på 75 procent "Nej tak".
- Danskerne er mere villige til at se andre over skulderen, end de er til at lægge deres egne skatteoplysninger frem. Det er forventeligt, siger Henriette Kinnunen, der er erhvervsjuridisk seniorkonsulent hos Cepos.
Hos den liberale tænketank er man ikke overraskende modstandere af de åbne skattelister. Henriette Kinnunen advarer mod, at forslaget er en glidebane mod også at gøre personers skatteoplysninger offentligt tilgængelige, som det allerede er i Sverige.
- De mange restancer viser med al tydelighed, at Skat har vanskeligt ved at få indkrævet skattebetalingerne fra almindelige borgere. Så lur mig, om regeringen ikke også om et par år åbner op for diskussionen om åbne skattebøger for personer, siger hun.
Det er planen, at de åbne skattelister skal ligge klar i slutningen af 2012.