USA's forsvarsministerium, Pentagon, har onsdag offentliggjort video og billeder af angrebet på den dræbte IS-leder Abu Bakr al-Baghdadi.
I videoen kan man se billeder i sort-hvid af amerikanske sikkerhedsstyrker, der til fods ankommer til bygningen i Idlib-provinsen i det nordvestlige Syrien, hvor IS-lederen skjulte sig.
Derudover har Pentagon også udsendt en video af et luftangreb rettet mod ukendte krigere.
De skulle have skudt mod amerikanske helikoptere, som fragtede amerikanske soldater.
I et interview ved Pentagon onsdag afslørede general i det amerikanske marinekorps Kenneth McKenzie flere detaljer om angrebet.
Her oplyste han, at to børn blev dræbt i angrebet.
Dermed demonterede han USA's præsident Donald Trumps tidligere melding om, at tre børn døde.
- Baghdadi kravlede ned i et hul med to små børn og sprængte sig selv i luften, mens hans folk blev på landjorden, siger McKenzie.
Fire kvinder og en mand blev også dræbt under angrebet, tilføjer han.
Kvinderne havde virket truende og var iført bombevest.
Bygningen, hvor Baghdadi skjulte sig, blev efter angrebet raseret, så den lignede "en parkeringsplads med store vejhuller", siger McKenzie.
Baghdadi blev efter sin død identificeret gennem dna, som irakiske styrker havde anskaffet, da IS-lederen sad fængslet i Irak i 2004.
IS-lederen er blevet begravet til søs, hvilket er kutyme i væbnede konflikter, siger McKenzie.
Generalen gav også flere oplysningen om den hund, der er blevet udråbt som helt i USA og af Trump efter at have jagtet Baghdadi under angrebet.
Hunden er en fireårig veteran, der har 50 militære missioner på cv'et.
Den er af racen belgisk malinois, der minder om en schæferhund.
Hunden kom til skade under angrebet efter at være blevet ramt af nogle blottede kabler. Men den skulle være klar til kamp igen, siger McKenzie.
Generalen tilføjer, at IS stadig er "farlig".
- Vi bilder os ikke ind, at IS forsvinder, bare fordi vi har dræbt Baghdadi. IS vil bestå, siger han.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP