- Jeg er stadig chokeret og har det ad hekkenfeldt til.
Sådan lyder det fra Ulla Astrup, der tirsdag, efter et møde hos rehabiliteringsteamet i Struer, fik afslag på sin ansøgning om førtidspension.
Hun har haft nogle døgn til at sunde sig over den skæbnetunge afgørelse, men hun kan ikke hvile sig for længe, for allerede på mandag om en uge skal hun gennemgå en stor operation i Aarhus.
Ulla Astrup lider af en sammenbrudt og skæv ryg, der volder hende mange smerter. Samtidig har hun Parkinsons sygdom, som nedsætter hendes arbejdsevne til det minimale. Hun kan kun arbejde halvanden time to gange om ugen med tre indlagte pauser.
Men Struer Kommune mener, at Ulla Astrup efter en operation vil kunne forbedre sin arbejdsevne, og netop derfor har de afvist at give hende en førtidspension.
Uretfærdigt behandlet
Mens reformramte borgere i København efter stor mediebevågenhed og pres fra støttegrupper er blevet tildelt en førtidspension, har Ulla Astrup ikke haft samme held. Og det på trods af, at hun forleden fik opbakning fra omkring 1.000 demonstranter foran jobcentret.
Hun synes, der bør gælde den samme standard, uanset hvilken kommune man bor i.
- Jeg føler mig uretfærdigt behandlet. Det er uretfærdigt, at der skal være så stor forskel på afgørelserne fra kommune til kommune, siger hun.
Hun er dog glad for den store opbakning, hun har fået fra nær og fjern.
- Jeg har fået tilsendt blomster fra folk, jeg overhovedet ikke kender. Det er ret overvældende, og det varmer, siger Ulla Astrup.
Kampen er sat på standby
Ulla Astrup og hendes mand, Erling Astrup, overvejer nu, hvad der skal ske. Kampen er ikke slut, men den er sat på standby til efter operationen på næste mandag. Erling Astrup erkender, at parret vil stå bedre juridisk, hvis de lod sig skille, eller hvis de flyttede til en anden kommune.
- Det handler om liv og død det her. Hvad er det for et liv, Ulla skal ud og have, hvis hun skal ud i arbejdsprøvning igen. Hun har tidligere været i arbejdsprøvning i en dagligvarebutik, hvor hun blev svinet til af det øvrige personale, fordi de mente, at hun var for sjusket. Men hun har jo Parkinson, lyder det fortvivlet fra Erling Astrup.