Licette Gottschalks hverdag går med at overkomme sine mange smerter. Hun lider af alvorlige diagnoser, hvor svær fibromyalgi, slidgigt i nakke, lænd og ryg samt følger efter operationer i begge fødder er blandt de væsentligste lidelser.
På grund af de mange diagnoser har hun meget svært ved at varetage et rigtigt arbejde.
Alligevel har kommunen nægtet hende en førtidspension og i stedet sendt hende ud i arbejdsprøvning, hvor hun skal skovle sne, tømme kælderrum og beskære træer og andet havearbejde.
Har søgt hjælp hos Den Sociale Retshjælp
Licette Gottschalk synes ikke, det er rimeligt, og hun har derfor søgt hjælp hos Den Sociale Retshjælp, der blandt andet hjælper reformramte danskere, der føler sig trynet af systemet.
Licette Gottschalk følte ikke, hun blev hørt af sin sagsbehandler i jobcentret, og nu vil hun gå rettens vej for at få den førtidspension, som hun mener, hun har krav på.
Den reformramte kvinde har tidligere været i arbejdsprøvning, og det var ikke en succes. Hun mener, at systemet er med til at forværre hendes sygdom.
Licette Gottschalk udtaler:
- Efter arbejdsprøvningen beordrede lægen 14 dages hvile, fordi jeg var så smadret. Der var også det psykiske, for når du har fibromyalgi, så bliver smerterne værre i takt med, at det psykiske pres stiger, siger hun.
Juridisk leder hos Den Sociale Retshjælps Fond i Aarhus, Camilla Gjermandsen Sakstrup, erfarer samme tendens, hvor borgere bliver sendt i lange ressourceforløb.
- Flere klienter oplever, at sagsbehandleren ikke hører dem, når de fortæller, at de ikke kan arbejde, siger Camilla Gjermandsen Sakstrup.
Licette Gottschalk kan nikke genkendende til det.
- Jeg føler ikke, at hun (sagsbehandleren, red.) gør noget for, at der skal komme skred i min sag. Jeg føler, at jeg er gidsel i systemet lige nu, siger hun og fortsætter:
-Det kan godt være, at vi bare er et cpr-nummer, men bag det cpr-nummer er der altså et menneske og et hjerte, der banker. Vi er altså mennesker.