Torsdagens obligationsmarked var især præget af beroligende meldinger fra Den Europæiske Centralbanks (ECB) øverste chef, Mario Draghi, torsdag middag om opbakning til euroen.
Mario Draghi fortalte til journalister, at "euroen ikke kan tilbagerulles", og kom med et løfte om, at ECB er parat til at kæmpe med alle midler.
- Inden for vores mandat, er ECB parat til at gøre alt der kræves, for at forsvare euroen. Og tro mig, det vil være nok, sagde Mario Draghi.
Det fik obligationsrenten i de gældsplagede lande til at falde. Den Italienske 10-årige rente faldt med 34 basispoint til 6,05 pct., mens den spanske rente faldt med 45 basispoint til 6,84 pct. i rente. Dermed er den spanske rente igen under de symbolske 7 pct., som var niveauet, hvor Irland, Grækenland og Portugal alle måtte søge hjælp hos EU, hvor den har ligget siden fredag. Onsdag formiddag toppede renten med 7,69 pct.
Rentefaldet i de gældsplagede lande fik vanen tro obligationsrenterne i de mere sikre havne til at stige. Renten på den toneangivende danske 10-årige statsobligation steg således med 5 basispoint til 1,09 pct. i rente, mens den tyske 10-årige tog et trin op med 6 basispoint til 1,32 pct. i rente.
Nøgletal viste torsdag morgen en lille bedring i den tyske forbrugertillid. Ifølge GfK's indeks for august steg tilliden til 5,9 fra 5,8, mens analytikerne havde ventet en uændret værdi, ifølge Bloomberg News.
Italien solgte torsdag formiddag toårige nul-kupon obligationer for 2,5 mia. euro, der blev afsat til en rente på 4,86 pct. mod 4,71 pct. ved den seneste tilsvarende udstedelse den 26. juni.
Antallet af igangværende bolighandler i USA faldt uventet i juni med 1,4 pct. på månedsbasis. Det var betydeligt værre end ventet, da analytikere ifølge Bloomberg News havde ventet en stigning på 0,3 pct.
/ritzau/FINANS
Martin Mogensen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk